29 Mar 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Stop the bullshit

Blogs

Maja Parsberg Madsen
Aktivist i Extinction Rebellion Danmark siden februar 2019, hvor bevægelsen kom til Danmark
Læser til daglig medicin på 5. år på Syddansk Universitet.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Fredag, 30. april, 2021, 11:20:37

Stop the bullshit

Vi har brug for ledere, som handler på det akutte behov for CO2-reduktioner. Ikke i 2050, ikke i 2030, men nu. Indtil da vil Extinction Rebellion verden over fortsætte med at eskalere vores ikke-voldelige aktioner og civile modstand.

"Stoo the bullshit" Således lød fra den amerikanske gren af Extinction Rebellion under en aktion i Washington DC den 22. april 2021 i forbindelse med Jordens Dag samt Joe Bidens klimatopmøde og hans annoncering af, at USA skal have halveret sit CO2-udslip i 2030. 

Vi har brug for akut forandring for at have bare en lille chance for at kunne have en planet, som vi kender den i fremtiden samt for at forebygge unød-vendige lidelser for milliarder af mennesker.

I alt var 40 af verdens ledere samlet for at skabe momentum frem mod FN’s klimakonference (COP26) i Glasgow til november, hvor verdens lande blandt andet skal melde nye klimamål ind til FN for at opfylde Parisaftalen. 

Mette Frederiksen var også inviteret til Joe Bidens klimatopmøde for at kunne fortælle om Danmarks erfaringer med grøn energi. 

Det kan dog være meget svært at se, hvorfor Danmark er blevet udråbt som et ”grønt foregangsland” i denne sammenhæng, eftersom vores grønne energi hovedsageligt består af at brænde andre landes skove af ved at importere træ fra udlandet og brænde det af som ”klimaneutral biogas”. Alt imens vi har fjernet stort set al skov på dansk jord og fortsat ødelægger vores egen natur ved at være verdens mest opdyrkede land for at kunne få plads til vores 30 millioner svin. 

Tættere på et klimakollaps

Nogle vil måske mene, at de gode intentioner og nye klimamålsætninger er bedre end ingenting, men ”bedre end ingenting” er bare ikke godt nok. Sandheden er, at vi har spildt vores tid, og vi er tættere på et klimakollaps end nogensinde før. 

Vi kan godt fortsat narre os selv ved at lave klimamålsætninger baseret på ikkeeksisterende teknologier og hockeystavsmodeller. Vi kan godt fortsat ignorere de tipping points og feedbackloops, som vil køre vores planet udover kanten. Men vi kan ikke narre fysikkens love og naturens kræfter. 

Vores klimapolitiske målsætninger (eller mangel på samme) er fyldt med huller. Eller som Greta Thunberg siger det: ”Kløften mellem den klimahandling vi har brug for, og hvad der rent faktisk bliver gjort, vokser minut for minut. Kløften mellem det akutte behov for klimahandling og det nuværende niveau af opmærksomhed på emnet bliver mere og mere absurd. Og kløften mellem de såkaldte klimamålsætninger og den nuværende, samlede tilgængelige videnskab burde ikke længere være mulig at ignorere”. 

At være vidne til den nuværende klimaindsats i verden er lidt det samme som at se et afsnit af Luksusfælden, hvor en dybt forgældet person insisterer på at kunne slippe ud af sin milliongæld ved at sælge sin flaskepant. For derefter måske at søge et arbejde til næste år og håbe på en stor arv fra en ukendt onkel inden 2030. 

Tallene på bundlinjen er røde, og klimaet har ikke fået det bedre, siden bølgen af klimaaktivisme blev kickstartet for snart tre år siden. Tværtimod, vores deadline er kun kommet tættere på. Vi skal ikke se målsætninger. Vi skal se handling. 

For at opnå en netto-nul CO2 udledning i 2050 vil det, ifølge FN, kræve, at verdens samlede udledning af klimagasser skal have nået sit højdepunkt i 2020 for derefter falde med 7,6 procent om året de næste 10 år. Og dette vil kun give os en fifty-fifty-chance for at holde os under 1,5 °C temperaturstigning

Målsætninger, som først indfris langt ude i fremtiden, om at vi skal være CO2-neutrale i 2050 er blot endnu et ”jeg-gider-ikke-at-tage-ansvar-i-min-valgperiode”-bedrag og viser fortsat, at verdens ledere ikke er i stand til at adressere den enorme klima- og biodiversitetskatastrofe, vi står i. 

Sårbart og farligt kapitalistisk system

Coronakrisens omvæltning af vores samfund har vist os, hvor sårbar og farlig vores kapitalistiske system er, og det har givet os en gylden chance for at transformere vores samfund til et mere retfærdigt, harmonisk og økocentrisk sted. 

Vi har brug for akut forandring for at have bare en lille chance for at kunne have en planet, som vi kender den i fremtiden samt for at forebygge unødvendige lidelser for milliarder af mennesker. I Extinction Rebellion kæmper vi for en netto-nul CO2 udledning i 2025.

Kritikere vil måske sige, at en så drastisk omvæltning er urealistisk. Men det mest urealistiske er at tro, at et bare nogenlunde velfungerende samfund kan overleve under tre, fire eller fem graders opvarmning. Disse temperaturstigninger er uforenelige med et velfungerende globalt fællesskab og vil lede til socialt kollaps. Allerede nu er 2,5 milliarder mennesker i fare for at miste adgang til drikkevand

Vi har brug for ledere, som handler på det akutte behov for CO2-reduktioner. Ikke i 2050, ikke i 2030, men nu. Indtil da vil Extinction Rebellion verden over fortsætte med at eskalere vores ikke-voldelige aktioner og civile modstand. Kom med til Extinction Rebellion Danmarks ‘Oprør for livet’ i København den 21. til 26. maj og vær med til at holde vores regering ansvarlig for dens forsømmelige klimapolitik.