16 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tanker over ordet udfaldstruet

Blogs

Majbrit Berlau
Formand for Dansk Socialrådgiverforening
Formand for socialrådgiverne siden 2012. Har siddet i forbundets hovedbestyrelse siden 2004. Født i 1977.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Lørdag, 22. december, 2012, 08:30:01

Tanker over ordet udfaldstruet

Udfaldstruet er faktisk et ret præcist ord for de mennesker, som står til at miste deres dagpengeret i 2013.

Den anden dag var der en, der skrev til mig, om ikke jeg og andre ville lade være med at bruge ordet ”udfaldstruet”, da han syntes, ordet var latterligt. 

Jeg kan godt forstå, at man reagerer på den slags ord, der lige pludselig opstår for at beskrive en tilstand eller debat. Risikoen for at debatten bliver unuanceret er jo overhængende, hvis vi har hver vores egen fortolkning af de ord, der bruges. 

Derfor satte jeg mig for at vurdere, om ordet udfaldstruet er et præcist udtryk for de mange tusinder, der står til at miste dagpengene i det nye år.

Truet og uden skyld

Det er jo nemt nok at forklare ordet udfald – det skyldes, at de falder ud af et system. Så kan man diskutere det med at falde. Det indikerer, at det er et uheld, som man er uden skyld i. Og er man så uden skyld? Ja, det er jo ikke de ledige, der har sat grænsen for to år. Og hver enkelt af dem har søgt aktivt efter et job, for hvis de ikke har gjort det, så har de ikke stået til rådighed. Så de har i hvert fald forsøgt at undgå at falde. Altså kan man ikke tale om, at det er selvforskyldt. De har gjort, hvad de kan, for at blive stående oprejst, men efter to år når de en grænse.

Så er der den med, at de er truet. Igen lyder det som noget, der er meget farligt. Hvad er fakta for denne gruppe? Jo, hvis de ikke har en formue, så kan de modtage kontanthjælp, ellers ikke. Har de en ægtefælle, så modregnes dennes indtægt. Så for en meget stor gruppe er kontanthjælp slet ikke en mulighed.

Tænk hvis vi næste år slet ikke havde behov for ordet udfaldstruet i det omfang, som vi bruger det i dag.

Vi ved, at længere tids arbejdsløshed kan betyde tab af identitet, stress eller depression. Det har store konsekvenser for familien, hvor børn og partner ikke kan undgå at blive påvirket. Børnene bekymrer sig og mister koncentrationen i skolen. Og jo længere tid på kontanthjælp, jo færre penge til børnenes sociale liv.

Det betyder tab af vennekreds og måske i sidste ende eksklusion og mobning af børnene. Ens kærlighedsforhold kan måske ikke holde til, at man mister selvværd, og langsomt går familien i opløsning. Så kan man lægge risikoen for misbrug og nogle gange vold oveni, og så har man en gennemført social deroute. 

Så jo, når jeg tænker over det, så er udfaldstruet et ret præcist ord.

Den helt store bekymringen er jo, at vi vender tilbage til 1980’erne, hvor en stor gruppe ellers velfungerende mennesker endte på overførselsindkomst gennem lang tid med deraf følgende social deroute. Vi kender godt dem fra 80'erne i kommunerne, for en del er fortsat på overførselsindkomst. For alt i verden må det ikke blive situationen for de mennesker, der ryger ud af dagpengesystemet i 2013.

Flot sagt af Mette F.

Mette Frederiksen sagde det meget flot på Dansk Socialrådgiverforenings repræsentantskabsmøde for nylig: ”Vi skal ikke bare gå efter kortest vej tilbage til arbejdsmarkedet, vi skal gå efter, at folk får en fast tilknytning til arbejdsmarkedet”.

Hvis det er regeringens ambition, så har jeg fortsat tillid til, at arbejdsmarkedets parter er dem, der kan finde løsninger sammen med regeringen. Løsninger der skal skabe et ordentligt dagpengesystem med for eksempel konjunkturbestemte perioder, ret til en forkortet genoptjeningsret, og ordentlige vilkår for uddannelse og meningsfyldte forløb i den kommende kontanthjælpsreform.

Med den sidste aftale for de arbejdsløse har vi fået et halvt år til at finde gode holdbare løsninger. Nu mangler vi bare, at regeringen vil forhandle med os og skabe flere job, som jo er det bedste svar på arbejdsløshed. Vi står parat til at tage ansvar. Og tænk hvis vi næste år slet ikke havde behov for ordet udfaldstruet i det omfang, som vi bruger det i dag. Det må være et fælles nytårsfortsæt.