Velfærden i det danske system kan virke som en by i Rusland og vi taber dem, som har allermest brug for hjælp. Sådan tænker jeg, da jeg sidder på Folkemødet på Bornholm og snakken med nogle af de mange deltagere/gæster tilfældigvis falder på den danske såkaldte velfærdsstat.

Jeg er et hundrede procent sikker på ,at det i sidste ende ville blive billigere for samfundet og bedre for borgerne.

Snakken kører derudad stille og roligt over nogle cigaretter. Der bliver snakket om fagforeningsarbejde og manglende prioritering af ungdommen i afdelingerne i 3F. Men så udvikler snakken sig til en snak om velfærd. Hende, jeg er faldet i snak med, er statsansat, og hun kan nævne indtil flere eksempler på absurditeter i måden, hvorpå velfærdssystemet er skruet sammen:

- Almene boligforeninger (godt nok ikke en del af staten, men snu alligevel), der vil af med de udsatte borgere, renoverer lejligheder for at kunne sætte prisen op til et niveau, så det bliver umuligt at bo der, hvis man ikke har et arbejde.

- Syge mennesker der skal være lommejurister for at kunne få de ydelser, de har krav på, og personer der bliver langtidssyge og får ødelagt deres liv, hvor staten på ingen måde har været dem nogen hjælp.

Vi taber så utrolig meget værdi i vores samfund, når vi ikke kan understøtte de mennesker, som har allermest brug for det. Det værste er, at det kun bliver dyrere for samfundet ikke at gøre det.

Vi har nogle politikere, der tror, at de løser økonomiske problemer ved at sænke ydelserne og spare på velfærden. Problemet er bare, at folk forbliver syge længere, hvis de da ellers nogensinde bliver raske, og at eksempelvis mange af kontanthjælpsmodtagerne, som det ville være nemt at få i arbejde gennem uddannelse/opkvalificering bliver tabt i et evigt forsøg på bare at overleve i systemet.

Jeg kan kun forestille mig, at der er mere værdi i, at folk bliver raske, end i at folk ligger syge. Jeg forstår ikke de højreorienterede Christiansborg-politikeres vrangforestillinger om, at 'stakler' slipper ud af en tilværelse, der gør dem til 'stakler' ved, at man gør deres liv sværere at leve.

Samtidig med at de ovennævnte politikere ødelægger forholdene for dem, der har mest brug for det, så skærer de ned i den offentlige sektor og rammer dem, der skulle hjælpe. Politikerne kalder det for omprioriteringer og 2% effektiviseringer. Sådan en gang lort skal man lede længe efter - skidedyre besparelser, det er, hvad det er!

Hvis det ikke var fordi, vi alle sammen vidste, at politikerne graver deres egen grav, så ville vi nok være lige ved at finde ud af det nu. I min verden burde man investere sig ud af de problemer, vi har. Jeg er et hundrede procent sikker på ,at det i sidste ende ville blive billigere for samfundet og bedre for borgerne. Så ville vi også slippe for alle de irriterende indlæg om, hvor inkompetent staten er til at udføre sit eget arbejde.