Gode nyheder fra Davos!
Blogs
Gode nyheder fra Davos!
I år er der gode nyheder fra Davos: “Kapitalismen er i krise og har mistet troværdighed”. Den anden – mindre overraskende – del af budskabet fra Davos er vi dog ikke enige i – nemlig at kapitalismen kun har et imageproblem, der kan løses med en solid PR-kampagne.
I sidste uge mødtes verdens økonomiske og politiske elite til World Economic Forum i Davos. Det er en form for topmøde for ulve, hvor de diskuterer, hvordan det går med fårene.
En bedre verden er mulig, men det kræver et opgør med kapitalismen og den globale elites jagt på evig profit og vækst.
Normalt er Global Aktion svært kritisk overfor resultaterne af elitens sammenkomster. Men i år er der gode nyheder fra Davos: “Kapitalismen er i krise og har mistet troværdighed”. Tjek.
Den massive folkelige mobilisering, vi oplever over hele kloden, er et klart bevis på, at de riges analyse denne gang er korrekt. Kapitalismen har givet os krig og fattigdom, klimakrise og undertrykkelse, pakket ind i pænt gavepapir og med lovsang over demokrati og menneskerettigheder.
Det interessante ved de mange folkelige oprør, vi ser lige nu verden over, er, at de fleste steder er det ikke de politiske partier, fagbevægelserne eller NGO’erne, der er den politiske motor.
Spontane protester mod ulighed
Protesterne er ofte startet meget spontant – stigende priser på metrobilletter blev for meget for de studerende i Chile. Samtidigt udløste stigende vold, voldtægter og misbrug af kvinder massedemonstrationer i Sydafrika.
Fælles for disse kampe er, at de drives af mennesker, der ønsker et opgør med voksende ulighed og en elite, der bare rager til sig, er ligeglade med det demokrati, de hævder at forsvare, ikke betaler deres skat og kalder fattige mennesker dovne snyltere.
Med andre ord: De riges grådighed og arrogance og ikke mindst deres ligegyldighed over for den voksende ulighed står helt centralt i de folkelige protester.
Som vi også ser i Danmark, er løsningerne på fattigdom og ulighed at straffe de fattige, sælge deres boliger, flytte deres jobs og gøre deres situation til et privatkapitalistisk tag selv-bord.
På samme måde som med klimakrisen skal fattigdommen bidrage til økonomisk vækst og profit. Denne neoliberale udviklingsmodel har desværre fået bred politisk støtte fra store dele af fagbevægelsen, centrum-venstrepartier, NGO’er og mange andre stærke stemmer.
Ude i den store verden og her i Danmark betyder det, at fattige og marginaliserede grupper er svigtet af de, der skulle forsvare netop deres interesser og rettigheder.
Ulighed bekæmpes ikke med vækst og frihandel
Lad os gå tilbage til den gode nyhed fra World Economic Forum i Davos og se på, hvem der faktisk mødes i de smukke Alper.
Det er ikke kun verdens rigeste mennesker, der kigger forbi i deres privatfly. Der er også en kødrand af dem, der gerne vil være tæt på og forsøge at influere de superrige.
Også den danske fagbevægelse, store danske NGO’er og interesseorganisationer betaler de cirka 65.000 kroner, det koster at deltage. Hvis du synes, at det er noget svindleri, kan du jo undersøge, om den fagforening, du er medlem af, eller den humanitære NGO, du betaler støtte til, har været med i år.
I Global Aktion kan vi se, hvordan civilsamfundet mister troværdighed hos de mennesker, man siger, man vil støtte. Kan man arbejde i partnerskab med Arla, Monsanto, Coca-Cola eller Shell og regne med, at der sker de livsnødvendige strukturelle forandringer, der skal til for at gøre op med klimakrise og global ulighed? Vi tror det ikke.
Den anden – mindre overraskende – del af budskabet fra Davos er vi dog ikke enige i. Det lyder nemlig, at kapitalismen udelukkede har et imageproblem, og at løsningen er en solid PR-kampagne.
På samme måde som man har lavet FN’s såkaldte Verdensmål, som skal udjævne effekten fra kapitalens røverier, så vil vi snart se den økonomiske og politiske elite på de sociale medier fortælle, at de har løsningerne på alle vores problemer.
Men fattigdom og ulighed i vores verden bekæmpes ikke med yderligere vækst og frihandelsaftaler.
Brug for international solidaritet
Netop i de dage, hvor de rige mødtes, kom NGO’en Oxfam med sin årlige rapport "Time to Care" om global ulighed. Rapporten starter med at slå fast, at 2153 personer – alle mænd – stort set ejer alle værdier på vores klode.
Rapporten fortæller, hvordan verdens 22 rigeste mænd tilsammen ejer mere end samtlige kvinder i Afrika. Ifølge rapporten ejer verdens rigeste én procent mere end dobbelt så meget som 6,9 milliarder mennesker. Det vil sige de 99 procent.
Kapitalismen er i krise, fordi økonomisk ulighed er ude af kontrol, og løsningen er på ingen måde mere af det, der har skabt krisen.
Så mens eliten og deres venner i fagbevægelserne og NGO’erne er ved at pakke kapitalismen ind i nystrøget, glitrende gavepapir, er der som aldrig før brug for international solidaritet.
Som en del af vores solidaritetsarbejde må vi afvise den pæne pakke, uanset om det er privatsektoren i Danmark, der skal redde klimaet sammen med Arlas pruttefri køer, eller om det er FN’s Verdensmål, hvor private virksomheder hånd i hånd med NGO’er og stater skal skabe en bedre verden.
En bedre verden er mulig, men det kræver et opgør med kapitalismen og den globale elites jagt på evig profit og vækst.