Information kunne lørdag berette om, at Finansministeriets regnemodeller ikke regner med 70 procents reduktion af det nationale CO2-udslip i 2030, men kun sølle 39 procent. Det til trods for en regering der gik til valg på en stærk klimapolitik, og en finansminister der ville være ”grøn kassemester”.

Der har lydt mange flotte ord om Danmarks ambitiøse klimahandling, men knapt så meget handling.

Når Finansministeriet regner på, hvor meget et klimatiltag vil komme til at koste samfundet, opererer de med et ret abstrakt tal: Nemlig hvad det er værd for samfundet at reducere ét ton CO2. Hvis man går ud fra, at vi skal reducere 70 procent CO2-udledning siden vores udgangspunkt i 1990, som klimaloven siger, har hvert ton, vi reducerer, stor værdi.

Finansministeriets vurdering af prisen på CO2 er sat efter EU's mål om 39 procents reduktion i 2030, hvilket får klimatiltag til at se dyrere ud, end de forventes at være, hvis Danmark når sin målsætning på 70 procent. Det gør klimapolitik dyrere, end det burde være, og fremmer ikke grønne tiltag.

Og nyheden kommer endda få dage efter, at EU-kommissionens formand Ursula von der Leyen har sat dagsordenen for minimum 55 procents reduktion.

Finansministeriet forsvarer sig selv til Information med, at de ikke blot kan lave deres regnemodeller ud fra, hvilken vej de politiske vinde blæser. Men klimamålet er ikke en politisk vind, men tværtimod vedtaget som lovgivning, som ministeriet i alle tilfælde skal handle efter. 

Det viser om noget, at regeringens ambitiøse klimamål ikke har noget hold i sig, når dens ministerium ikke regner med, at det fuldføres. Hvordan skal vi tro på regeringens klimapolitik, når den ikke gør det selv?

Handelsaftale går stik imod målsætninger

Der har lydt mange flotte ord om Danmarks ambitiøse klimahandling, men knapt så meget handling. Det understreger endnu en gang, at regeringens politik ikke er implementeret i dens tænkemåder.

Det kan vi se på Finansministeriets regnemodeller, regeringens finanslovsudspil uden penge til grøn omstilling, på den teknooptimisme, der tydeligt fralægger regeringens nuværende ansvar, og så kan vi se det på alt det, vi ikke kan se. Alle de manglende konkrete tiltag. 

Nu er der dog en åbning for, hvordan Danmark kan tage et internationalt klimaansvar, der er bedre i tråd med målet om 70 procents reduktion. Netop nu er en stor handelsaftale på bordet mellem EU og sammenslutningen mellem fire sydamerikanske lande – Brasilien, Argentina, Paraguay og Uruguay – tilsammen kaldet Mercosur.

Vi hos Global Aktion har netop udgivet en rapport om EU-Mercosur-aftalen, som du kan læse her.

Her beskrives det, hvordan EU-Mercosur-aftalen, som er blevet kaldt “kvæg for biler”, vil øge handlen med klimaskadelige produkter som oksekød, soja og ethanol, der alle er afgørende årsager til fældning og afbrænding af verdens største regnskov. EU vil til gengæld billigere kunne sælge diesel- og benzinbiler til Mercosur-unionen.

Selv om EU-Mercosur-aftalen øger CO2-udledningerne med millioner af tons om året, fremstilles den som bæredygtig – aftalen har endda et helt bæredygtighedskapitel. Desværre er det ikke så godt, som det lyder, og Global Aktions rapport analyserer hvorfor.

Bæredygtighedskapitlet er nemlig det eneste kapitel i aftalen, som det ikke har nogen som helst konsekvenser at forbryde sig imod. Derfor bliver de flotte ord om bæredygtighed, som vores udenrigsminister lægger meget vægt på, intet andet end hensigtserklæringer.

Aftalen vil altså massivt øge regnskovsfældning og globale drivhusgasudledninger – men aftalen kan stadig stoppes! Og det er her, Jeppe Kofod (S) får en afgørende rolle.

Hvad kan vi gøre?

En sådan handelsaftale skal stemmes igennem i Ministerrådet i EU. I Ministerrådet sidder udenrigsministre fra alle EU’s medlemslande – altså også Jeppe Kofod. Beslutningen er afhængig af et kvalificeret flertal blandt ministrene, og ministerens stemme kan altså være med til at vælte aftalen.

Indtil videre har der været bemærkelsesværdigt stille fra udenrigsministeren, der skal forholde sig til spørgsmålet i oktober. Vi vil opfordre til, at han får tungen på gled, fordi der er en del, der skal forklares, hvis Danmark ønsker at bevare sin status som klimaforløber og samtidig stemme denne aftale igennem.

Vi i Global Aktion er ikke de eneste, som er kritiske over for aftalen. Skeptiske toner har lydt fra klimabevægelser og oprindelige folk såvel som Angela Merkel, Emmanuel Macron og det hollandske Senat.

Så Jeppe Kofod, tilslut dig de kritiske stemmer, og tag det som den gunstige mulighed, det er for at gå forrest i klimakampen – også i EU!

Regeringens klimapolitik skal nemlig ikke bare implementeres i tænkemåder og i national politik, hvor det stadig mangler. Vi skal også følge ambitionerne til dørs på den internationale bane – det er simpelthen vores ansvar.

Men den svage klimaindsats er også bemærket af andre. Den Grønne Studenterbevægelse tager bladet fra munden, og vi vil gerne gøre deres ord til vores:

”Mette Frederiksen forkaster dermed ikke bare egne løfter, men også det folkelige mandat.

Socialdemokratiet er med andre ord i gang med et klimabedrag. Der er tale om løftebrud, generationssvigt og klimalovbrud. Det står klart, når man kaster et nærmere blik på regeringens strategi.

For det første foregiver Socialdemokratiet, at klimakrisen kan løses med teknologiske fix. Planen går mestendels ud på at investere nogle håndører i forskning.

Troen på teknologien har været gennemgående for Socialdemokratiet, hver gang de konfronteres med afgiftsændringer eller investeringer i omstillingen. I sidste uge meldte Mette Frederiksen i en tale ved Dansk Erhvervs årsdag, at afgifter aldrig bliver løsningen, men at teknologi og innovation er eneste vej frem.

Det handler helt basalt om, at statsministeren vil gøre alt, hvad der står i hendes magt for at bevare status quo. Men det er ikke godt nok. Vent og se-strategien virker ikke og har ikke gjort det de seneste 30 år.

Klimatruslen er nu så akut, at vi er nødt til at sætte ind med alt, hvad vi har i dag. Ja, der skal selvfølgelig fortsat forskes i teknologisk udvikling. Men at sætte sin lid til fantasien om et teknologisk fix ude i fremtiden er farligt.

Skrevet i samarbejde med Claudia Camille Steenhard, Global Aktion