Nyligt blev en 17-årig dreng dømt for uagtsomt manddrab efter salget af et gram MDMA (det aktive stof, der findes i ecstacy) til to 15-årige, som den ene af dem døde af. Formentlig fordi de tog alt for meget. Han blev også dømt for forsætligt at have bragt drengenes liv i fare ved at have solgt dem stoffet.

Vil vi forhindre flere tragiske dødsfald, må vi regulere stofmarkedet med standarder og produktansvar.

Dommen er den første af sin art i Danmark, og man kan håbe, at den bliver en enlig svale. Ellers kan det føre til meget store strafskærpelser nede på bunden, hvor de fleste sælgere også selv er stofbrugere. Sagen er desværre ikke blevet anket, og landsretten får dermed ikke mulighed for at ændre udfaldet.

Det mest absurde ved dommen er, at den dømte er nederst i forsyningskæden. Hans sælger blev frikendt for manddrabsanklagen. Længere oppe har sagen tråde til organiserede kriminelle, men ingen er tiltalt. Så mens politikere og politi taler om at ville ramme bagmænd, er det i praksis stadig de mindste fisk, der bliver hårdest ramt af forbudspolitikken.

Ingen fortjeneste

Den 17-årige havde købt to gram MDMA. Det ene var til ham selv og nogle venner. Det andet solgte han videre uden fortjeneste til de to på 15. Glem alt om filmverdenens skumle pushertyper. Han er en helt almindelig dreng.

Retten lægger vægt på, at den 17-årige selv havde fået at vide, at stoffet var stærkere end normalt, men ikke sagde det videre, da han overdrog det. I dommen antydes det også, at han burde have vejledt de to 15-årige om, hvordan stoffet skulle bruges. Begge dele er dybt problematiske.

Den 17-årige havde ingen mulighed for at kende styrken. Det kræver maskineri til flere hundredetusinde kroner. Det har vist sig, at stoffet havde en renhed på 87 procent, hvilket nok er lidt højere end gennemsnittet for MDMA på 75-85, men det kan vel ikke siges at være atypisk stærkt.

Man får fornemmelsen af, at retten her er hoppet med på fortællingen om ”ekstremt stærk narko”, der opstod i medierne kort efter dødsfaldet. Reelt taler vi om milligram i forskel ved dosering, svarende til mængden af nogle få sukkerkorn.

Manglende viden

Ulykken kunne formentlig være undgået, hvis drengene havde talt om dosering og indtagelse af MDMA. De to 15-årige undersøgte intet om stoffet, før de tog det. Som jeg skrev her i Arbejderen kort efter den tragiske episode, burde de have knust, duppet og ventet, før de tog mere. Men sådan en samtale har købere og sælgere ikke nødvendigvis i en kriminaliseret virkelighed.

Der er heller ingen garanti for, at sælgeren ved mere end køberen. I denne sag havde den 17-årige sin egen viden om MDMA fra søgninger på nettet, som de 15-årige givet ligeså vel kunne have foretaget selv.

Vi får ikke mere sikre stoffer og bedre vejledning ved at give en tilfældig 17-årige skylden, når det går galt. Vil vi virkelig forhindre flere tragiske dødsfald, må vi tage ansvaret for stofmarkedet og regulere det med standarder, produktansvar og alle de andre gode ting, der hører lovlige markeder til.