Som gadejurist er man til rådighed for gadefolket og andre stærkt udsatte og stigmatiserede mennesker. I retssikkerhedsfremmende, inkluderende og skadesreducerende øjemed.

Her, på en så godt som velfærdsblottet stenbro, befolket af de-facto retsløse, der dør og lider i både unødigt og stigende omfang, møder man et skræmmende stort antal udstødte mennesker. Mennesker, som i mange tilfælde fra tidligste færd har været udsat for en nærmest endeløs række af juridiske krænkelser og andre svigt begået af hjælpeapparat og straffeapparat. Krænkelser, hvis skadevirkninger forværres som følge af eksistensen af et for udsatte komplet ubrugeligt og alt for langsommeligt klagesystem.

De mest udsatte

Nogle af de mest udsatte er stofbrugerne. De er nemlig også massivt kriminaliserede, og befinder sig i stort antal i vore fængsler med de enorme skadevirkninger, indespærring nu engang har. Uagtet, at de med deres stofbrug, isoleret set, allerhøjst skader sig selv. Og uanset, hvor meget de måtte ønske sig, at det var dem muligt at undgå at skade andre end allerhøjst sig selv.

Stofafhængighed er et uhyre komplekst fænomen, som ikke på nogen måde lader sig afhjælpe, men alene kan forværres ved udsigten til straf.  Mens stofafhængighed snarere repræsenterer brugernes løsning på egentlige problemer, tilmed den bedste løsning man hidtil har mødt, mødes deres stofbrug alt for ofte som problemet, hvilket i sig selv lader de egentlige problemer forblive uløste. Til løsning af det konstruerede ”problem” bidrager mindst tre ministre. Det gælder i første række justitsministeren, dertil ministrene for social- og sundhedsområderne.

De var overladt til valget mellem straf og alvorlige sygdomme. Hvilket valg!

Herfra leveres der alt for ofte i blinde, ukoordineret og fragmenteret. Og effekten udebliver. Som da politiet gennem mere end to årtier overfor stærkt udsatte borgere håndhævede de såkaldte forbudszoner på Vesterbro – ulovhjemlet og formentlig også i strid med menneskerettighederne. Stofbrugerne var her overladt til at sikre sig mod smitte med hepatitis og hiv gennem at hente sterilt injektionsudstyr på en lokalitet, der befandt sig i et overlap af hele tre forbudszoner. Under fraværet af en koordineret og fagligt velfunderet indsats var de overladt til valget mellem straf og alvorlige sygdomme. Hvilket valg!

Omkostningerne ved et væld af andre tilsvarende håbløse eksempler er både menneskeligt og samfundsøkonomisk enorme og skriger på formulering af en fagligt velfunderet, forpligtende, koordineret narkotikapolitisk handleplan, som helst alle Folketingets partier står bag.

Behov for helt anden indsats

Men selv om det i enhver henseende er komplet ubegribeligt, at tre ministeriers indsatsområder i forhold til samme persongruppe ikke er koordineret, er der end ikke udsigt til at dette vigtige arbejde sættes i gang. Den konkrete indsats overfor stofbrugerne vil derfor fortsat være mindst ligeså usammenhængende, som den er central - på bekostning af både værdighed og merværdi.

Ved en fortsat blot drypvist ansvarlig politisk indsats, kan man givet også fortsat redde sig en dagsdosis medieopmærksom fra tid til anden. Men man kan ikke i større skala redde liv, reducere smitte og udstødelse eller sikre inklusion og ej heller spare ressourcer.

Dette vil forudsætte en helt anden og langt grundigere tilgang. Forudsætte, at man fra øverste centrale hold meddeler, at man virkelig vil noget. Og at man vil det sammen, på tværs af de relevante ministerier, på tværs af parti- og blokpolitiske skel og under inddragelse af fagmiljøer, civilsamfund og – ikke mindst – af stofbrugerne selv.

Hvor længe skal vi vente?