I 2013 skrev jeg indlægget Rødt svigt af sexarbejderne her i avisen.

Jeg håber, at regeringen nu vil udfordre rufferiparagraffen afgørende. 

Intet er sket siden, men nu ser det ud til, at en borgerlig regering overhaler indenom og snart kommer med forslag til at sikre ordentlige arbejdsvilkår indenfor sexarbejde. Det vil gavne en gruppe ekstremt forsømte arbejdere i Danmark, når det gælder arbejdsmarkedsrettigheder – sexarbejderne.

Næste år er det henholdsvis 10 og 20 år siden, at Norge og Sverige kriminaliserede kunder, der køber seksuelle ydelser. Det blev fremstillet som en stor succes for kvinderettigheder og skulle beskytte sexkøbernes ”ofre”.

I mellemtiden er der udkommet et væld af rapporter, der skulle vurdere, om det så har været en god idé.

Regeringsbestilte evalueringer har rost ordningen, mens Amnesty International tilbage i 2016 kritiserede blandt andet Norge. Amnesty anførte eksempelvis, at ”Sexarbejderne fortæller, at de tager større risici, at de ikke tør anmelde voldelige overfald til politiet, og at de sættes på gaden med få timers varsel, hvis politiet opdager dem, fordi udlejeren risikerer bødestraf. Det er konsekvensen af den norske lovgivning”. 

Kom ind i kampen

Sidste år afviste den norske højesteret, at fire mænd, dømt for grove røverier mod bordeller, skulle betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til de sexarbejdende ofre.

Begrundelsen var, at ”et erstatningsværn for prostitutionsindtægter kunne bidrage til en almindeliggørelse af stærkt uønsket virksomhed og modvirke de dæmpende effekter, som kriminaliseringen af sådanne køb syntes at have haft på efterspørgslen af seksuelle tjenester”.

De seneste uger har TV2 vist tre udsendelser, Mit liv som luder, hvor Lisbeth Zornig undersøger forholdene for sexarbejdere. Hun udfordrer her egne fordomme og er med egne ord ”blevet i tvivl” om, hvorvidt kriminalisering er en god idé, og pointerer, at vi må sikre inklusion og i det mindste lytte til sexarbejderne selv.

I 2013 udgav Straffelovrådet en grundig analyse af området.

Den daværende socialdemokratiske regeringen fulgte nogle af anbefalingerne, og andre afstod de fra. Man valgte således at opretholde forbuddet mod at leje lokaler ud til sexarbejde samt kriminaliseringen af mellemmandsvirksomhed. Begge foreslog Straffelovrådet ellers ændret, og selvom den daværende justitsminister, Morten Bødskov, godt kunne se logikken heri, så mente han, at det ville ”sende et forkert signal”.

Det er på tide, at det røde Danmark kommer ind i kampen for værdige forhold for sexarbejdere.

Enhedslisten havde frem til 2014 en langvarig debat, hvor enden blev, at kriminalisering ikke ville hjælpe sexarbejderne, men at man i stedet skulle se mod rettigheder. Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen støtter heller ikke længere kriminalisering. Vi må nu få fingeren ud og beslutte, hvad der så skal ske i Danmark.

Konkrete krav

Jeg håber, at regeringen nu vil udfordre rufferiparagraffen afgørende. Den udgør nemlig intet værn for sexarbejderne. Tværtimod. Og den overlader feltet til mennesker, der gerne risikerer straf.

• Lad sexarbejderne leje deres lokaler på markedsvilkår som alle andre selvstændige. Så kan de også stille udlejere til regnskab, når der for eksempel kræves sorte penge ud over lejen og ”blowjob-tillæg” til lejekontrakten.
• Lad sexarbejderne kunne ansætte vagter med vagttilladelse fra politiet.
• Lad sexarbejderne organisere sig i fagforeninger og melde sig i A-kasser.
• Lad sexarbejderne få adgang til arbejdsskadeerstatning, hvis de er udsat for en ulykke på arbejdet.
• Lad sexarbejderne få hjælp fra Arbejdstilsynet med videre til sikring af arbejdsvilkår.
• Lad sexarbejderne få de samme rettigheder som alle os andre.