Eks-politiker Thomas Banke fik nyligt en pistol for panden live i Aftenshowet på DR. I bedste sendetid skulle han ved en urintest ”bevise”, at han ikke længere tager stoffer.

Hele idéen om at teste urin er udtryk for en komplet mangel på forståelse af afhængighed.

At blive bedt om at tage en narkotikatest på live-tv var i praksis et tilbud, Thomas Banke ikke kunne sige nej til. I hvert fald ikke uden at bekræfte den mistanke, der uomgængeligt lå i opfordringen. Det eneste rimelige, nemlig blankt at afvise, var en umulighed.

Udenfor tv-studier er urintest generelt en undersøgelse, der skal ordineres af læge, og som forudsætter informeret samtykke. Ingen kan kræve det. For tvangstestning er indiskutabelt et alvorligt indgreb i den personlige frihed og integritet.

Usikker test

Den testtype, som Aftenshowet hev frem, er dertil kendt for at være utilregnelig. Den kan vise både forkert-positiv og forkert-negativ.

Når den i behandlingsregi slår positivt ud, skal urinen da også efter retningslinjerne sendes til konfirmatorisk analyse på klinisk laboratorium, før den kan anses som positiv. Hvad hvis testen havde vist positiv?

Stod tv-holdet klar med straksadgang til konfirmatorisk laboratorietest? Eller havde Thomas Banke bare måtte rode med den del selv?

Nu var Thomas Banke heldig. Testen viste ikke (falsk) positiv, selvom den altså let kunne have gjort det. Siden har det tilmed vist sig, at den faktisk viste ugyldig. Men hele idéen om at teste urin er udtryk for en komplet mangel på forståelse af afhængighed.

Stofafhængighed har ofte meget lidt med stof at gøre. Det handler langt mere om den livssituation, man er i. Og man kan med brug af stof være såvel velfungerende som dårligt fungerende. Det siger tis nemlig heller ikke noget om.

Det, vi primært hører om, det vi ser på gader og stræder, og som gengives i medierne, når det kommer til stoffer, er det lille mindretal af stofbrugere som er ekstremt udfordrede. Dem, som ikke (længere) har ressourcerne til at skjule brugen af stof. Dem, som ikke (længere) har ressourcerne til at holde stat og system ude af deres liv.

Stofferne får skylden for al elendigheden, mens faktum er, at brugte de ikke stoffer, ville de stadig være massivt plaget af social isolation, hjemløshed, ubehandlede sindslidelser, alvorlige økonomiske problemer og/eller savn af meningsfuldhed og position med mere.

Skadelig tilgang

Et ensidigt fokus på stof(-frihed) og tis skygger for det afgørende og har den ekstremt skadelige følge, at vi stadig tror, at stof er problemet og at tis er vigtigt.

Derfor har vi tilrettelagt et repressivt system med massiv kriminalisering og en stofbehandlingsindsats som stadig i praksis fokuserer på ”stoffrihed” fremfor på faktisk at hjælpe folk med at få håndteret de egentlige problemer, som problembrugen af stof mest af alt er symptom på og på at få sat ind tidligst muligt, således at man ikke når at miste alt, herunder livet, helbred, lemmer, hjem, familie og job – for eksempel som borgmester.

Inspireret af den engelske journalist og forfatter Johann Hari kan det væsentlige i korthed udtrykkes sådan her: Stort set alt, vi tror vi ved om stoffer og stofafhængighed, er forkert, og det modsatte af afhængighed er ikke stoffrihed eller afholdenhed, men tilknytning, meningsfuldhed og position.