29 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Stofferne ned i Folketingssalen

Blogs

Nanna W. Gotfredsen
Jurist, medstifter af Gadejuristen
Nanna W. Gotfredsen er medstifter af Gadejuristen og har arbejdet som gadejurist i over 20 år. Gadejuristen sikrer juridisk hjælp til stofbrugere og andre socialt udsatte mennesker.
Blogindlæg af Nanna W. Gotfredsen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Lørdag, 26. september, 2015, 07:45:17

Stofferne ned i Folketingssalen

For nogle år siden afslørede BT kokainspor på toiletterne i Folketinget. Sådan er det med narkotika. Heller ikke de tykkeste parlamentsmure kan holde stofferne ude. De findes i dag overalt.

Sund fornuft kan have virkelig svært ved at trænge igennem. Ikke mindst på narkotikaområdet. Men det går ikke længere. Nu skal stofferne altså ”ud af lokummerne” og ned i Folketingssalen.

Der er sket en del på det seneste. Den forfejlede danske forbudspolitik er fyldt 60 år, Human Rights Watch har kaldt stofbrug en menneskeret, og Mogens Lykketoft er som ny formand for FN’s Generalforsamling i gang med at forberede et historisk topmøde om global narkotikapolitik.

Nu mangler vi bare, at også politikerne på Christiansborg tager stofferne med ned i Folketingssalen til en konstruktiv og saglig debat.  

Sidste år rejste Retsudvalget til Portugal og USA for at lære af dem, der er klogere end os selv. Her har de med egne øjne set, at narkotikapolitik kan gøres en del bedre end ved det hjemlige spild af milliarder af kroner på at jagte stofbrugere.

Portugal afkriminaliserede i 2001 al narkotikabesiddelse til eget brug og investerede i stedet massivt i sundhed. Det har fået overdosisdødsfald og hiv-smitte til at rasle ned. Og nej, narkotikaforbruget er ikke eksploderet. Antallet af de stofbrugere, der har det allersværest, er tværtimod halveret. I samme periode indførtes herhjemme både nul-tolerance og endnu hårdere straffe, mens antallet af danske stofbrugere steg med 30 procent.

I USA har staten Colorado indført et reguleret cannabismarked. Fra 2014 blev det lovligt at købe hash i denne stat, der har nogenlunde samme indbyggertal som Danmark. Dette stort set uproblematisk ifølge deres eget politi. Og ved udgangen af året havde salget indbragt cirka 350 millioner kroner i skatteindtægter. Penge, der altså før gik lige i lommerne på organiserede kriminelle.

Erfaringerne med forbudspolitikken er entydigt negative og erfaringerne med alternativer er altovervejende positive. Alligevel klamrer vi os fortsat til status quo. Stofbrugerne – og skatteborgerne – betaler prisen.

Lykkeligvis er der også fornuftige kræfter på Borgen. Partier så forskellige som Enhedslisten og Liberal Alliance har meldt ud, at de har modet på en ny narkotikapolitik. En omsorgsfuld og effektiv narkotikapolitik er da heller ikke hverken rød eller blå. Den er bare saglig og ordentlig.

Sidste år besluttede satspuljepartierne at nedsætte et udvalg, der skulle kortlægge den danske narkotikaindsats. Dette som grundlag for at sætte påtrængende nødvendige initiativer i gang i forbindelse med dette års satspuljeforhandlinger. Her må det kunne forventes, at også manglerne vil blive ikke bare kortlagt, men blotlagt.

For efter mere end 60 års forbudspolitik er det indlysende, at vi må prøve noget nyt. Den erkendelse står man ikke længere alene med. Overalt i verden kigger politikere og fagfolk til steder som Portugal og Colorado i forberedelserne til det kommende FN-topmøde.

Nu mangler vi bare, at også politikerne på Christiansborg tager stofferne med ned i Folketingssalen til en konstruktiv og saglig debat.  

Nyeste blogindlæg