Så fik vi overstået kvinders internationale kampdag i en fart! Ja, vi kunne næste ikke få hænderne ned af bare begejstring over, at kampdagen som bekendt er en dansk opfindelse, og netop i år kan vi fejre 100 året for kvinders valgret. I Berlingske Tidende var der allerede optakt den 1. marts med et 4 siders interview med 88-årige Maria Markus og 27-årige Eini Carina, der drøftede kvinders fortsat dårlige samvittighed over ikke at kunne få en ordentlig orgasme. Derudover var der jo heller ikke så mange andre problemer at forholde sig til, må man forstå.  Og sådan er det gået slag i slag frem til selve (kamp-) dagen, hvor det synes at være mere tryk på DAG end på KAMP. 

Hvis man spørger FN’s kvindekomite, der netop har haft Danmark til eksamen, så er der fortsat en række ligestillingsproblemer i Danmark, der mangler at blive løst.

Er der da ikke mere at kæmpe for? Jo, hvis man spørger FN’s kvindekomite, der netop har haft Danmark til eksamen, så er der fortsat en række ligestillingsproblemer i Danmark, der mangler at blive løst – men hvem har gidet at beskæftige sig med det? Svaret er ingen! Der har ingen omtale været i de danske medier af de danske myndigheders optræden i FN-hovedkvarteret i Geneve og senest den 6. marts, hvor Komiteen offentliggjorde observationer og anbefalinger vedrørende Danmark. Det er i den forbindelse næsten tragikomisk, at komiteen roser de danske myndigheder for at have lavet en omfattende rapport til FN og offentliggjort den på Udenrigsministeriets hjemmeside, men ikke desto mindre udtrykkes bekymring:   

”The Committee is nonetheless concerned that there is inadequate awareness of the Convention in general, the procedures under the Optional Protocol to file claims of violations of women’s rights, the Committee’s general recommendations and the Committee’s views and recommendations on individual communications and inquiries.” 

Komiteen er blandt andet særdeles kritisk overfor den manglende indgriben overfor bagmændene, der handler udenlandske kvinder til prostitution i Danmark. Også forholdene for statsløse kvinder omtales kritisk, og komiteen anbefaler derfor: ”the State party should ensure that its procedures for addressing statelessness are timely and gender-sensitive in accordance with General Recommendation No. 32 (2004) on the gender-related dimensions of refugee status, asylum, nationality and statelessness of women on asylum.”

Heller ikke 24-års reglen går forbi uden kritik, idet kvindekomiteen har meget svært ved at tro på, at dette skulle være den rigtig vej til at løse problemer vedrørende tvangsægteskaber. 

Komiteen får trådt på en række af de ømme punkter som eksempelvis underrepræsentation af kvinder i forskning, samt at den danske regering for nyligt meldte ud, at man alligevel ikke vil gøre kvindekonventionen til dansk lov. Så alt i alt skulle der være rigeligt at tage fat på til kampdagen, men det er naturligvis  meget mere behageligt og lettere at være selvfede og fejre vores fremskridt, frem for at se  på de punkter hvor der fortsat er behov for forbedring.