Vores nye skatteminister Karsten Lauritzen har slået et slag for retssikkerheden for boligejere, der ikke skal kunne have myndighederne rende rundt på deres grund i tide og utide.

Det er god borgerlig barnelærdom, at basale grundrettigheder omfatter såvel frihed, som lighed og broderskab.

Ejendomsrettens ukrænkelighed er da også en af de grundrettigheder, som vi forbinder med de klassiske frihedsrettigheder – også kendt som menneskerettigheder.

Hvis nogen skulle have glemt det, så er det jo et borgerligt projekt, der gik ud på at begrænse statens overgreb med indbyggerne i samfundet. Så meget desto mere tankevækkende er det, at selv samme Karsten Lauritzen også er citeret for at sige at menneskerettighederne ikke er "mejslet i granit og som af Moses blev båret ned af bjerget." (Berlingske, 2. august).

Det er næppe ejendomsrettens ukrænkelighed, som ministeren her tænker på, og vel næppe heller Menneskerettighedskonventionens forbud mod eksempelvis dødstraf og tortur, der skal rokkes ved? Der hørtes heller ingen kritik, da den Europæiske Menneskerettighedsdomstol dømte Danmark for overtrædelse af konventionen på grund af fagforeningstvang, eller i forbindelse med den såkaldte grønjakke-sag, hvor det var begrænsning af en journalists ytringsfrihed, der gav anledning til kritik.

Så hvad er det så for nogle områder, der giver anledning til kravet om, at Danmark åbenbart skal gøre oprør mod "menneskerettighedstyraniet" og udmelde sig af det gode selvskab?

Her kan der eksempelvis peges på, at Danmark igen har tabt en international klagesag (Q vs. Denmark) fra april i år, som fastslår, at Danmark har udsat en borger for diskrimination, fordi man ikke har taget hensyn til hans handicap, da man afskar ham fra at få dansk indfødsret. Han kan ikke lære dansk på grund af posttraumatisk stresssyndrom (PTSD), hvorfor reglerne diskriminerer Q på grund af handicap. En helt tilsvarende sag verserer også ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Både Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og FN’s Menneskerettighedskomite har allerede i konkrete afgørelser fastslået, at Danmark overtræder menneskerettighederne for udenlandske børn, der har søgt familiesammenføring med deres herboende forældre, og for første gang tages der nu stilling i Menneskerettighedsdomstolens Storkammer til spørgsmålet, om Danmark også overtræder menneskerettigheder for ægtefæller i forbindelse med familiesammenføring.

Pointen er jo netop, at ingen synes at have problem med menneskerettighedskonventionerne, når der gælder vores 'egne', men der er desværre betydelig uvilje mod, at de 'fremmede' har mulighed for at opnå tilsvarende beskyttelse med henvisning til menneskerettighederne.

Problemet er bare, at konventionerne er lavet netop for at beskytte de mest sårbare og forfulgte. Det er derfor, vi har måtte gøre dem til international bindende aftaler. På den måde kan vi bedre sikre, at de enkelte medlemsstater isoleret set kan leve op til disse forpligtelser. Derfor skal Karsten Lauritzen ikke stille spørgsmålstegn ved de eksisterende internationale aftalers gyldighed eller rækkevidde.

Det, der står ham frit for, er at foreslå, at vi på demokratisk vis laver nye aftaler, der ændrer de eksisterende. Så længe de nuværende demokratisk vedtagne konventioner er gældende, så må vi afvise forsøget på at skabe et A og B hold, når det gælder adgangen til at få overholdt deres menneskerettighed, sådan som det ser ud nu.

Vi må fastholde, at det er god borgerlig barnelærdom, at basale grundrettigheder omfatter såvel frihed, som lighed og broderskab. Vi må derfor kræver respekt for menneskerettighederne og sikre ligeværd og solidaritet - sådan som vi har været kendt og beundret for i årevis!