28 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Midlertidig beskyttelse

Blogs

Niels-Erik Hansen
Advokat, med speciale i menneskerettigheder
Har specialiseret sig i sager om menneskerettigheder med særlig vægt på asylsager. Frivillig i Trampolinhusets rådgivning.
Blogindlæg af Niels-Erik Hansen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Tirsdag, 08. august, 2017, 12:06:18

Midlertidig beskyttelse

Formålet med at forringe de vilkår, som flygtningene tilbydes, er at fortælle de nyankomne, at beskyttelsen kun er midlertidig.

I disse dage skrives der høringssvar om erfaringerne med indførelsen af udlændingelovens § 7, stk. 3, der har tilført dansk lovgivning en ny asylstatus ved siden af de eksisterende.

De danske politikere har lavet en yderligere paragraf, og så kunne man tro, at vi her i landet har besluttet at sikre endnu flere beskyttelse. Dette har dog på ingen måde været hensigten. 

Der er jo ikke fred i Somalia, men netop krigshandlinger, bombersprængninger og generel manglende sikkerhed i hjemlandet.

Tværtimod har politikerne i lyset af tilstrømningen af flygtninge fra især Syrien valgt at udhule asylinstituttet yderligere og sende et kraftigt signal om, at beskyttelsen her i Danmark kun skal være midlertidig. Formålet var/er at udhule beskyttelsen ved at forringe de vilkår, som flygtningene tilbydes (manglende ret til familiesammenføring, forkortet længde af opholdstilladelse osv.) med det klare formål at fortælle de nyankomne, at beskyttelsen kun er midlertidig. Når situationen forbedres i Syrien, så skal I rejse hjem igen.

Midlertidig asylbeskyttelse

Problemet i denne sammenhæng er bare, at al asylbeskyttelse er midlertidig. Det følger allerede af Flygtningekonventionen, at når der ikke længere er behov for beskyttelse, så kan de tidligere flygtninge sendes hjem. At det ikke altid sker, så vi eksempelvis efter afslutningen af den kolde krig, hvor flygtningene fra Øst ikke blev tvunget tilbage til Ungarn/Polen, men fik lov at fortsætte deres tilværelse i Danmark. Tilsvarende efter borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien, hvor en del dog selv har valgt at rejse hjem efterfølgende.

Når vi nu snart for mulighed for at læse høringssvar fra en række institutioner og organisationer, er mit kvalificerede  gæt, at der vil være meget få eksempler på positive erfaringer med  § 7, stk. 3, men derimod en lang, lang række af negative erfaringer.

Vil det så påvirke politikerne til at lave loven om? Næppe! Realiteten er jo, at det aldrig har handlet om flygtningene men derimod om "Hr. og Fru Danmark". De skulle og skal overbevises om, at tilstrømningen af flygtninge er midlertidig, og når krigen i Syrien er slut, så vender flygtningene hjem. Men hvornår er krigen slut, og skal den være helt slut eller er det nok at det nuværende styre er væltet, men landet fortsat i kaos?

Eksemplet Somalia

På et tidspunkt, hvor tilstrømningen af migranter og flygtninge over middelhavet til Europa fylder godt i overskrifterne, har det aldrig været vigtigere for politikerne at signalere, at vi holder skarpt øje med dem, der kommer, og vi er parat til at hjemsende dem, der kom hertil tidligere. Det er jo netop det, vi ser i disse dage med de somaliske flygtninge.

Naturligvis er det altid den bedste afslutning på en flygtninge situation, at de flygtede kan vende hjem i fred og sikkerhed. Men prøv lige at se Udenrigsministeriets rejsevejledning vedrørende Somalia. Her står der, at: "Udenrigsministeriet fraråder alle rejser til Somalia, og opfordrer danskere til at forlade landet som følge af krigshandlinger, manglende intern sikkerhed, kampe, selvmordsbomber, omfattende kriminalitet og betydelig risiko for terrorhandlinger mod vestlige organisationer".

Der er jo ikke fred i Somalia, men netop krigshandlinger, bombersprængninger og generel manglende sikkerhed i hjemlandet.

Derfor kan man også godt blive bekymret på vegne af de syriske flygtninge, for med § 7, stk. 3 har man sådan set allerede lagt op til, at de tilsvarende inddragelser af disse opholdstilladelser vil kunne ske på et tidspunkt, hvor man synes at nu er der også "fred" i Syrien. Det bliver ikke kønt!

Nyeste blogindlæg