Jeg var til generalforsamling i andelsboligforeningen. Det store emne var et forslag om opsætning af altaner.

Der kom hurtigt indvendinger fra beboere fra stueetagen. De får ikke altaner, og deres lejligheder bliver mindre salgbare, fordi de mister lys på grund af altanerne ovenpå. Så er der prisen på 450 kroner om måneden, så måske er forslaget mest for dem med økonomien i orden.

Det virkelige problem er dem, der mener, at vores velfærd ikke kan opretholdes, når "de fremmede" skal have del i goderne.

Jeg kom til at nævne, at vi måske udelukker nogle grupper fra ejendommen som kontanthjælpsmodtagere, studerende og pensionister. Jeg kom til at sige, at vi måske burde vise solidaritet med de mindrebemidlede og beboerne i stueetagen, der ikke får bedre livskvalitet men derimod sværere ved at sælge deres lejligheder. Det medførte vrede indlæg herunder en beboer, der mente at det måtte være dem i stuelejligheder, der skulle vise solidaritet med os på de øvrige etager, hvis lejligheder ville blive mere salgbare med nye altaner!

Solidaritet

Den havde jeg ikke set komme. At dem, der ikke får noget ud af opsætningen af altaner, og som samtidig mister dagslys og salgbarhed, skal vise solidaritet med os andre, det er godt nok en alternativ udgave af begrebet ”solidaritet” i forhold til min begrebsverden.

Det er et godt billede på vores nuværende problemer, når det gælder modtagelsen af flygtninge i Danmark.

Der er nogle hårdkogte fremmedhadere, men det er ikke dem, der er vores største problem. Det virkelige problem er dem, der mener, at vores velfærd ikke kan opretholdes, når "de fremmede" skal have del i goderne.

Vi vil leve på solsiden

For de syriske og afghanske flygtninge må da kunne forstå, at det faktisk er dem, der skal vise solidaritet med os danskere? For vi har brug for "lys og luft", og så må de udvise den fornødne forståelse og holde sig væk, så vi fortsat kan leve på "solsiden".

Spørgsmålet er, om personer, der er i risiko for forfølgelse i form of tortur, fængsling og andre menneskerettighedskrænkelser, skal kunne opnå beskyttelse mod tilbagesendelse til hjemlandet. Det er jo netop ikke ”velfærdsturisme”, når syrere og afghanere med flere flygter fra lande med krig og ødelæggelse og kommer her for at søge beskyttelse.

Hvis vi ser væk fra dem, der direkte er fremmedfjendtlige, kan de fleste heldigvis godt se, at Syrien er et sted, hvor flygtninge har et akut beskyttelsesbehov, og her bliver forklaringen så, at de skal søge denne beskyttelses i ”nærområdet”.

Her har vi så igen det jeg vil kalde den ”omvendte solidaritetstænkning”. Libanon er en fjerdedel af Danmarks størrelse og med fire millioner indbyggere. Lige nu opholder der sig mere end en million syriske flygtninge i landet, men alligevel mener nogen, at det er dem, der skal vise solidaritet med os ved at påtage sig hele flygtningebyrden, mens vi så kan leve i smørhullet i fred og ro.