06 Oct 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Freelancere of the world – unite!

Blogs

Peter Jacques Jensen
Formand for HK it, medie & industri Hovedstaden
Født i 1971. Efter fire år i hæren bliver han i 1994 slagteriarbejder. 1999: Ungdomskonsulent i Fødevareforbundet NNF. 2001-2004: Sektorsekretær for de europæiske fødevarearbejdere i den europæiske industriføderation, EFFAT 2004-2010: Lærer på arbejderhøjskolen i Esbjerg - undervisning af tillidsvalgte. 2010-marts 2018: Organiser i HK it, medie & industri Hovedstaden. Faglig chef samme sted, og de sidste tre år inden formandsvalget faglig sekretær i HK/Privats organiseringsteam. Marts 2018: Formand for HK it, medie & industri Hovedstaden
Blogindlæg af Peter Jacques Jensen
tor. 21. jan - 2021
man. 29. jun - 2020
man. 23. mar - 2020
man. 02. dec - 2019

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Mandag, 25. marts, 2019, 10:56:48

Freelancere of the world – unite!

Vikaransættelser, freelancere og platformsøkonomi rammer HK's brancher og medlemmer. De aktive medlemmer skal understøttes i at stille krav - også til fagforeningen.

Det at tale løn- og arbejdsvilkår for vores fagforenings medlemmer kan ikke isoleres til en snak om overenskomster, tillidsvalgte og faglig styrke på arbejdspladserne.

For en del af vores medlemmer har ikke en overenskomst, ikke en tillidsrepræsentant, ikke en arbejdsmiljørepræsentant… Ja, nogle af dem har slet ikke en arbejdsplads.

De aktive medlemmer kan sikre, at vi holder os skarpe på at matche de udfordringer, vores brancher rammes af.

Hvad enten vi vil det eller ej, så er vi også nødt til at forholde os til, at vores arbejdsmarked er under forandring. Vikaransættelser, freelancere og platformsøkonomi rammer også vores brancher og vores medlemmer.

Selvfølgelig skal vi bruge de eksisterende værktøjer, overenskomster og lovgivning til at skabe forbedringer for denne gruppe medlemmer. Man kan sagtens forestille sig, at vi i overenskomster skærper kravene til vikarbrug og løsansættelser, vi skal klæde vores tillidsrepræsentanter bedre på, og vi skal løbende sikre, at eksempelvis dagpengelovgivning også hænger sammen med virkeligheden.

Daglejeri anno 2019

Og selv om det enkleste i verden ville være, at vi derfor kæmper for de bestående strukturer, hvilket vi også i en vis udstrækning skal, så giver den strategi ingen svar til de kolleger, for hvem den nye virkelighed er en realitet. For hvem skal de vende sig imod, når de oplever problemer i arbejdslivet? Kunderne, virksomhederne og platformene har jo stadig en klassisk arbejdsgiverrolle, faktisk er det jo daglejeri i sin reneste form.

På freelanceområdet er der faktisk sket en del i HK/Privat i den seneste tid. Vi har fået lavet et pensionstilbud til freelancere, og vi har etableret et bureau, der kan hjælpe med fakturering og indkrævning af penge for udførte opgaver samtidig med at sikre pensionsindbetaling og feriepenge. Senest har vi også lanceret en kompetencefond for freelancere.

Aktive medlemmer 

Men vi er ikke endnu i en situation, hvor vi ærligt kan sige, at vi gør nok for denne gruppe af medlemmer, at de får den samme hjælp som fastansatte kolleger, eller at vi helt har en retning på, hvor vi egentlig skal hen.

Men der er håb for os. For i vores fagforening er vi så heldige, at vi har nogle meget aktive freelancemedlemmer, og deres engagement omkring deres fag og vilkår for freelancere er helt afgørende vigtigt i forhold til at sikre, at HK også kan arbejde for deres løn og arbejdsvilkår.

De aktive medlemmer skal understøttes i at stille krav. Ikke kun krav til kunder og arbejdsgiver, men i ligeså høj grad understøttes i at stille krav til os – deres fagforening. Ingen kan bedre end de aktive medlemmer sikre, at vi holder os skarpe på at matche de udfordringer, vores brancher rammes af.

Historisk kamp

Når alt kommer til alt, så er denne udfordring noget, der til forveksling ligner kampen for lønmodtagerinteresser i fagbevægelsens spæde barndom, hvor arbejdsgivere også kunne vælge og vrage lønmodtagere fra dag til dag uden sølle skelen til, om det gav datidens daglejere et tåleligt arbejdsliv og en rimelig betaling.

Og det er i alles interesse, at vi hurtigt bliver bedre til at favne den "nye" udvikling. Alternativet er nemlig, at det ellers med tiden vil lægge et enormt tryk på selv de fastansattes velerhvervede rettigheder, hvis der uden modstand fra fagbevægelsen kan etableres et ureguleret arbejdsmarked for freelancere, hvor alle slås mod alle – og kun den stærkes ret gælder.