Vi så det ikke. Baneløberen, der under finalen i EM i fodbold tog en runde på den mediedækkede hotspot. Sådan noget sker ikke i FIFA’s verden. Virkeligheden er redigeret.

Hvad er sandt og falsk?

Det er hverdagskost på mange felter. Vores personlige opfattelser og viden om verden er redigeret af andre. Der er god grund til at træne sin medieresistens.

Danmarks deltagelse i krige i Mellemøsten har andre grunde end dem, regeringerne har fortalt os.

Alan Greenspan, der var direktør for den amerikanske centralbank fra 1987 til 2006, og som har tjent fire præsidenter, har været tæt på alt, hvad der har betydet noget for USA. I hans netop udgivne erindringer skriver han ifølge The Guardian: ’Jeg er bedrøvet over, at det er politisk ubekvemt at anerkende, hvad alle ved: Irak-krigen handlede primært om olie’.

Det er rene ord for pengene og for de 1,2 millioner dræbte irakere – et antal, en nylig offentliggjort analyse er kommet frem til. Den gamle sandhed om de intime relationer mellem olie, blod og penge gælder endnu.

For en uge siden konkluderede den britiske Irak-undersøgelse, at: ’Vi er kommet frem til, at Storbritannien valgte at tilslutte sig invasionen af Irak, før mulighederne for fredelig afvæbning var udtømte. Militær intervention var på det tidspunkt ikke sidste udvej.

Vi konkluderer også, at truslen fra Iraks masseødelæggelsesvåben blev præsenteret med en skråsikkerhed, som ikke var underbygget. Til trods for eksplicitte advarsler blev konsekvenserne af invasionen undervurderet’. I Berlingeren hed overskriften: ’Knusende rapport om britisk krigsdeltagelse i Irak’.

Er vi omsider nået til sandhedens time? Hvad nu hvis Greenspans dom også gælder for Syrien. Hvad vil vi opdage, hvis vi følger olien ind i Syrien – følger Chevron, ExxonMobil, Saudi Aramco, Shell, Total og BP?

I en rapport fra december 2014 skriver US Army’s Strategic Studies Institute: USA's diplomatiske og militære støtte har en altafgørende rolle at spille i det østlige middelhavsområdes geopolitiske kompleks, og dens betydning vil kun tage til, efterhånden som værdien af de naturressourcer, der er på spil, stiger’.

Pointen er her, at Danmarks deltagelse i krige i Mellemøsten har andre grunde end dem, regeringerne har fortalt os. Hvordan kan det lade sig gøre at se bort fra disse ’baneløbere’ og så slippe afsted med det?

Det fortsætter. Regeringen har på det netop holdte NATO-topmøde aftalt at udstationere 200 soldater i Estland. Aftalen fra topmødet indeholder andre forbløffende tiltag. Vi er tilbage i de højspændte 1980’ere. Erklæringen slår på ’troværdig afskrækkelse’, som er ’baseret på en passende blanding af nukleare, konventionelle og missilvåben.’ En passende blanding med a-våben – næsten lige så tilforladeligt som is i en mojito.

Det virker surrealistisk. Er der noget, vi ikke ved? Eller er det igen USA, der har formået at trække den danske regering ud i noget, den ikke kan overskue, men blidt tror på og taler om, som man fortæller røverhistorier til børn?

God sommer. Nyd en tequila sunrise med is og et passende skvæt plutonium.