Statsministeren har i et stykke tid talt om huller i danmarkskortet som 27 mugpletter på en ellers problemløs leverpostej. Det er kvarterer i byen, som han kalder ghettoer. Nu har regeringen fremlagt ét Danmark uden parallelsamfund. Ghettoplanen, som den kaldes. Lad mig benytte 8. marts til at pege på et par aspekter ved den.

Planen blev fremlagt sidste torsdag i Mjølnerparken af hele otte ministre inklusiv chefen selv. Politi og sikkerhedsfolk var på plads. Pressen var på plads. I indhold og form var det en maskulin, klassebaseret magtdemonstration.

Planens 27 punkter handler blandt andet om privatisering og nedrivning af almene boliger, lavere sociale ydelser, stopprøver for børn, bortfald af børnecheck, dobbelt straf med videre. Processen skal overvåges af en særlig ghettotrojka. Socialdemokratiets formand har favnet ghettoplanen, men mener dog, ”at regeringen ikke går langt nok.”

Det er en stærkt bekymrende plan. For det første vil den især rammer kvinderne i de udpegede områder. Især kvinder tager ansvaret for familierne på sig – ofte under svære socialt og kulturelt betingede vilkår. Det forstærkede pres, der nu bliver lagt på familierne, vil ramme kvinderne først.

For det andet kan vi regne med, at de tiltag, der indgår i ghettopakken, vil blive rullet ud over hele landet. Når først hanerne er monteret, så vil der blive lukket op for dem. Nogle af tiltagene er allerede generelle.

Det oser langt væk af et meget smalspektret menneske- og samfundssyn.

I ghettoplanen hedder det for eksempel: ”Social kontrol er mere udbredt blandt personer med ikke-vestlig baggrund end blandt personer med dansk baggrund”. Det skal forstås negativt som en religiøs baseret kontrol i et parallelsamfund. Men så, dagen efter, havde Politiken overskriften: "Regeringen vil overvåge alle landets børnefamilier og uddele point". Denne sociale profilering skal udføres ved, at kommunerne får ret til at sammenkøre data om forældre og deres børn fra utallige registre. Big data er kommunernes nye redskab.

Kommunernes Landsforening har fået konsulenterne DareDisrupt til at udarbejde rapporten “Fem teknologiske temaer“. Det er læsning, der får en til at spærre øjnene op: ”Hvad nu hvis … kommunen kan forudse destruktiv adfærd hos den enkelte borger – gennem analyser af data fra infrastrukturen i kommunen – før borgeren selv kan". Eller: ”Hvad nu hvis… kommunen ikke havde brug for borgernes holdninger, men målte borgernes adfærd og på den måde kendte borgernes præferencer?”

I denne lysende fremtid af samspil mellem computerkraft, big data og algoritmer aner vi det borgerløse samfund. En ting er, at IBM, Google, Sisco med flere satser big time på denne business. En anden er, at det oser langt væk af et meget smalspektret menneske- og samfundssyn.

Som en modsætning til den dominerende maskuliniserede politik – baseret på konkurrence, hierarkier med kommandostrukturer, magtkampe og produktorienteret rationalitet – vil jeg pege på en klassebaseret feminiseringen af politik, der sætter folks bekymringer og drømme i centrum i den institutionelle politik.

Det handler om meget mere en blot ligestilling. I Barcelona har bevægelser og bystyret sat feminiseringen på dagsordenen. Som Barcelonas borgmester Ada Colau siger: ”Vi har noget andet at bidrage med, og vi kan lære af de feministiske kampe. Det sker ikke bare ved blot at sætte flere kvinder i beslutningstagende roller, men også ved mere end noget andet at omdanne disse værdier og opgradere formerne for politisk deltagelse. For at vise at samarbejde er mere effektivt og mere tilfredsstillende end konkurrence. Og at den politik, der bliver udviklet kollektivt, er bedre end den, der bliver lavet individuelt. Jeg tror, at disse kollektive værdier for samarbejde og solidaritet er værdier, vi kan bidrage med til at feminisere politik, og med det vil ikke kun kvinder vinde, både kvinder og mænd vil vinde.” I den konkrete politik udmøntes feminiseringen på mange felter, for eksempel i byudviklingen med andre værdier, strukturer og funktionsmåder. Der er også en tværgående rådmand for feminisering og LGBTI.

I de såkaldte ghettoer er der mange organiseringer, og der bliver taget initiativer af beboerne med kvinderne i en essentiel rolle og med bredere perspektiver på det lokal bysamfund. Disse organiseringer er nøglen til at løfte de udsatte kvarterer. De bør støttes på deres egne vilkår af sociale og politiske bevægelser, fagforeninger med videre. Stat og kommune må stille med de ressourcer, som kvartererne selv beder om. Der er også brug for at nedbryde de konstruerede socialgeografiske grænser i byerne gennem organiserede netværk i hele byen og mellem ’ghettoerne’ indbyrdes.

Kan vi måske her ane en klassebaseret ny social urban bevægelse?