Det er rystende, at ansvarlige danske politikere ikke kan få sig selv til at fordømme de uhyrlige bombardementer af børn og unge på Gaza-striben.

Palæstinenserne er lukket inde på et lille område med 1,8 millioner indbyggere. 1,1 millioner er registrerede FN-flygtninge. Igennem uger har de været udsat for angreb fra fly, raketter, tanks og tropper.

Overgrebet rammer en befolkning, hvor alderen i snit er 18 år. 43,2 procent er under 14 år. 20 procent er mellem 15 og 24 år gamle. Hvad er det for en barndom og ungdom disse palæstinensere trækker med sig resten af livet.

Den konstante frygt, bragene, glimtene, røgskyerne, de styrtende huse, skrigene, gråden og afmagten sætter sig. Som traumer, apati, raseri, desperation, religiøsitet og trods. En dag, når bombardementerne stopper, skal de – igen – til at bygge deres byer og samfund op. Til hverdag er arbejdsløshedsprocenten på 34 for mænd og 62 for kvinder.

Det kan undre, at mange ansvarlige politikere herhjemme har så svært ved at forstå denne situation og fordømme statens Israels overgreb. Ifølge danske medier har Hamas konstant sendt raketter ind over Israel. Men ifølge israelske medier var raketterne den 30. juni – tre timer efter et israelsk luftangreb på Gaza – de første siden våbenhvilen i 2012.

Udenrigsminister Lidegaard taler i tåger. Statsminister Thorning-Schmidt har afstået fra at være medunderskriver på en form for fordømmelse af Israels krigshandlinger.

Israels ambassadør i Danmark takkede: "Det var vi selvfølgelig glade for, og vi lykønsker Danmark. EU-erklæringen er mere afbalanceret end den nordiske erklæring." Thorning ønsker hverken at bringe det udenrigspolitiske samarbejde med blå blok eller bon-kammeraterne i EU i fare. Men hvad mener mennesket Thorning?

De store tabere er de jævne arabiske mennesker.

Der er mange udviklinger i Mellemøsten, der burde igangsætte en oprydning i gamle forestillinger om den plagede region. Intet er som før invasionen i Irak. I Syrien fortsætter den destruktive proces. Kalifatet Islamic State har fra de erobrede områder af Syrien og Irak startet en eksport af olie. Delingen af Irak skrider fremad. I Libyen er byer lukket, gas og olieanlæg er i brand, USA har trukket sin ambassadestab ud af landet. I Afghanistan er det angiveligt demokratiske valg fuset ud. Ægyptens generaler har lukket ansatserne til demokrati ned. Saudi Arabien er stadig den sorte spiller. Og så Israel der forfølger den gamle zionistiske plan.

I dette spil er de store tabere de jævne arabiske mennesker. Først som offer for vestligt støttede regimer og dernæst for religiøse regimer og grupperinger. Det gælder i flere betydninger også palæstinenserne.

Der er ikke kun brug for humanitet og våbenhvile, men på den lange bane for støtte til udvikling af progressive, demokratiske og overvejende sekulære bevægelser. Alt andet er ikke rart at tænke på.