Verden befinder sig i en kompleks krigstilstand. Det, der før kun var territorial imperialisme, er nu også integrerede, pulserende slag om hegemoni på forskellige felter og med mange formål.

Over weekenden blev computere verden over – virksomheder, stater og hvem ved – ramt af WannaCry-virussen, som fryser kommandoer og infrastruktur, vender dem mod deres eget center og sætter falske fortællinger i omløb. Forsvarets Efterretningstjeneste har anslået, at der årligt bliver gennemført 1000 større cyberangreb mod Danmark.

Når verdens samlede gæld er på intet mindre end 225 procent af verdens BNP, er spørgsmålet ikke, om en destruktion vil finde sted, men hvordan.

Disse angreb flyder igennem de relativt grænseløse globale netværk. Det samme gør kapital. På det ene niveau sker det som en horisontal kamp mellem kapitalfraktioner, computerstyret handel med fiktive værdier og multinationale kapitaloperatører. Samtidig, på et andet og fikseret niveau – hvor den jævne befolkning holder til – udnytter og skaber den nævnte frie kapital ujævnheder i den globale geografi i form af løn, arbejdslovgivning, markedsadgang med videre.

Det er her, frihandelsaftaler som CETA, TTIP og NAFTA kommer ind i billedet. NAFTA betød blandt andet, at en del industri blev flyttet til lavere lønninger i Mexico, samtidig med at USA oversvømmede det traditionelle mexicanske marked med majs dyrket med statsstøtte. Bønder i massevis måtte forlade landet. Arbejdere i de amerikanske industrier mistede deres fremtid og blev forbitrede. Er det ikke en klassekamp med kapitalen som den foreløbige vinder, mens arbejdere og bønder er de foreløbige tabere?

Når de økonomiske kriser eksploderer, bliver der truffet beslutninger, og der opstår muligheder for nogle. Under krisen i 2008 havde USA et fristende forslag på bordet om at lade kreditinstitutionerne Fannie Mae og Freddie Mac samt forsikringsselskabet AIG gå ned. Pointen var, at det med et slag ville nulstille Kinas tilgodehavender i USA. Omvendt drøftede Rusland og Kina at sælge deres kapital i de finansielle institutioner for at crashe hele det økonomiske system. Når verdens samlede gæld er på intet mindre end 225 procent af verdens bruttonationalprodukt, er spørgsmålet ikke, om en destruktion vil finde sted, men hvordan.

Klimaet er i tiltagende grad en dimension i det nye krigslandskab. Den klimabaserede destruktion af værdier foregår i form af ødelagte dyrkningslandskaber, følgerne af voldsomt vejr, vandmangel med videre. Havstigninger vil ramme de lavtliggende og ofte mest befolkningstætte områder i verden. Destruktionen åbner nye tiltrængte muligheder for investeringer af kapital. De før dybfrosne islandskaber i Arktis tør op, og ressourcerne bliver tilgængelige. Magten over disse og de nye sejlruter, der følger med, inviterer til nye geopolitiske brudflader.

Vores mindste gøren og laden bliver overvåget og programmeret i det netværksbaserede samfund. Gradvist bliver byernes centre omdannet til forter iklædt sikkerhedsarkitektur.

Alt dette kan vi kalde ’en militarisering af samfundet’. Regeringens svar er oprustning og tilslutning til brug af atomvåben.

Det er en krigstilstand med mange dimensioner. Det er en permanent tilstand med mange aktører i flere ikke-stabile lag af koalitioner. Det gør det nødvendigt at forstå verden og krigens karakter på nye måder. Åbner dette ikke også nye nødvendigheder og perspektiver i kampen mod krigen? Og peger på nye typer af alliancer og koblinger til andre politiske felter?