Boligen og retten til at være en del af et fungerende demokratisk bysamfund er et spørgsmål, der tager til i betydning.

Det er det for de godt 6000 hjemløse, der har de 60 herberger at ty til. Det er det for københavnere, der lever med den usikkerhed, som opdrift og turbulens i priserne skaber. Det er det for børnefamilien, der har brug for mere plads, eller husstanden ude på Sjælland, hvis bolig er mindre værd, end da de købte den. Og det handler ikke mindst om dem, der bliver ramt af indtægtstab som følge af arbejdsløshed, kontanthjælpsloft med videre.

Grundlæggende handler det om at tage boligen ud af markedet. Jorden bør føres tilbage som et fælles gode.

Forleden kunne boligselskaberne berette om en markant stigning i antal husstande, der ikke kunne betale deres husleje. Reaktionen fra den ansvarlige minister for udlændinge, integration og boliger – Inger Støjberg – var et røntgenbillede af regeringens tænkning og etik:

"Man har haft tid til at forberede sig på kontanthjælpsloftet, og man har haft tid til at kigge sig omkring efter en ny bolig, som er billigere", sagde hun og lagde til: "Eller få sig et arbejde, og det er det allervigtigste."

Alle skal arbejde, uanset om de kan eller ej, og uanset om der er arbejde eller ej. Og alle skal finde den bolig, de har råd til, uanset om de kan eller ej, og uanset om der er boliger, der kan betales. Er der nogle, der ikke kan, er de nogle pjok, forstår vi.

Det er ingen hemmelighed, at boliger i København er dyre. Berlingeren kunne for snart et år siden fortælle, at i 2015 skulle en husstand med to voksne og to børn have en årlig indkomst på 733.000 kroner for at kunne købe en bolig på 86 kvadratmeter. Kun 17,4 procent af københavnske husstande havde råd til det. 

Nogle kvarterer i København er dyrere end andre, men generelt er priserne på vej op. Københavns Kommune vil frem til i 2027 op på 9000 almene boliger. Det er fint, men utilstrækkeligt.

For det første koster en ny almen bolig omkring 10.000 kroner i leje. Så billig for hvem? Det tager en del år, før de bliver billige, som gamle almene boliger typisk er. For det andet vil der ske det, at mange lejligheder, andelsboliger eller ejerlejligheder, der i dag hører til i den billige ende, vil blive dyrere og falde ud af kategorien billige boliger. Der bliver færre og ikke flere billige boliger. Derfor vil folk øge presset yderligere på de almene boliger – eller flytte ud på det billigere Sjælland. Kun en krise kan sænke priserne.

Boligspørgsmålet er fundamentalt og peger på behovet for: At bygge mere, tilbyde boliger til lavere leje og at udnytte de boliger der er. Én begyndelse kunne være at indskyde de planlagte 24 milliarder i boligskattelettelser frem til 2015 i en fond, der fordeles til opførelse af boliger i kommunalt, alment eller andet fællesbaseret regi. 

Men selv det vil kun delvist indfri den støjbergske boliggaranti: Der er billige boliger til alle.

Grundlæggende handler det om at tage boligen ud af markedet. Jorden bør føres tilbage som et fælles gode. Organisatorisk er der historiske og helt nye prøvede modeller for ikke-private boliger. Finansieringsmæssigt kan der oprettes en samfundsbank og foreningsbaserede kreditforeninger. Alle ville kunne bo til den halve boligudgift eller så, hvis lønkampen kan holde stand mod udhulning.