Så skal der købes jetjagere. Århundredets våbenhandel skal afgøres om kort tid. Prangende annoncekampagner i medierne er fulgt af et endnu mere diskret tys tys. Hvad går forsvaret, NATO og regeringen og fifler med? En demokratisk debat er der ikke.

En anden grund til, at det ikke er tilfældet, er, at keglerne er stillet op på den måde, at der er tre valg – og kun tre valg: Super Hornet, Eurofighter og så bookmakernes favorit, Joint Strike Fighter F-35, som Danmark som 'partnerland' allerede har brugt 2 milliarder kroner på.

Jetjagerpartiernes vision er et aktivistisk Danmark, der kaster bomber i Mellemøsten, Nordafrika, og hvem ved, hvad den næste destination bliver, og hvad er det, de vil? Op til Folketingets beslutning om at sende bombefly over Islamisk Stat påpegede Lars Cramer-Larsen fra Forsvarsakademiet om Al-Nusra-fronten, der sværger troskab til al-Qaeda, at 'vi egentlig skal tage Al-Nusra endnu mere alvorligt end IS'. Al-Nusra er angiveligt bedre organiserede og mere professionelle og har både et nationalt og internationalt perspektiv.

Udgiften til fly er 20-30 milliarder kroner. Dertil kommer 40-60 milliarder kroner til den rasende dyre drift. NATO har derfor løftet et bryn, idet alliancen skriver, at: "Købet af nye kampfly vil være en ressourcemæssig udfordring, og Danmark bør sikre sig, at købet ikke påvirker andre dele af forsvaret negativt".

Københavns vestegn skriger på tværgående kollektiv trafik.

Det er ikke kun flåden og infanteriet, der kan blive droslet ned. Det kan samfundet også. For eksempel er anlægsloven om letbanen netop blevet stoppet på vej til vedtagelse i Folketinget. Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance mener ikke, at Ring-3 letbanen fra Ishøj over Glostrup til Herlev og herfra videre til Gladsaxe, Lyngby og Lundtofte er rentabel. Har disse partier krævet samme rentabilitetsberegning og sikkerhed for priser for både nye fly og Syrien-missionen, som de ivrigt stemte for?

Situationen på Københavns vestegn skriger på tværgående kollektiv trafik og har gjort det i mange år. Københavnsregionen har overvejende stadig den struktur, som Fingerplan 1949 lagde op til.

Boligkrisen efter Anden Verdenskrig og voksende økonomi førte til, at en del københavnere og folk fra provinsen slog sig ned på Københavns vestegn. Hvidovre, Rødovre, Glostrup, Brøndby, Albertslund, Ishøj, Tåstrup med flere voksede op med parcelhuse, tæt/lave bebyggelser, etageboliger og erhvervsområder, der primært var bundet sammen af et vejnet. Dem, der boede tæt på stationerne i fingrene ind til centrum i København, kunne tage s-tog.

På flere måder er fingerby-strukturen brudt sammen, fordi det er baseret på den privatbilisme, som regeringen sætter så højt, at der, selv om der ikke er penge i tog-fonden, alligevel er penge til flere motorveje. Letbanen er anslået til blot 5,3 milliarder kroner, hvor staten kun står for en tredjedel. Det er et lille greb i statens lommer.

De kollektive tværforbindelser har manglet i menneskealdre. Ikke kun som kollektiv trafik, men som en forudsætning for en revitalisering af vestegnen med nye funktioner, bymiljøer og udviklingsstrukturer. Vestegnen er i den grad blevet forsømt af statens mangeårige fokus på Københavns Kommune som ’vækstmotor’. Når det kommer til stykket, er det ikke andet end klassepolitik.