Så er der valgkamp. Slaget udkæmpes på kuglerammer. De to spindskandidater har krav om mere på tapetet. Men hvad er det for en logik, og hvad er det for et samfund, hvor behovet for mere arbejde vokser, samtidig med at vi bliver mere produktive?

I forvejen er danske arbejdere ifølge Cevea de mest produktive i Europa. I gennemsnit for alle branche bliver der hver time skabt værdi for 411 kroner, heraf er 251 kroner løn. Vi er kun overgået af Luxemborg, båret af den finansielle sektor. Der bliver skabt masser af merværdi, som reinvesteres. Man kan med god ret spørge, hvor pokker det bliver af, alt det vi laver?

Danske virksomheder investerer stort i udlandet, for eksempel Danish Crown. Investeringssummen er ifølge Danmarks Statistiks noget uudgrundelige taldyb vokset med 60-75 milliarder årligt de sidste fem år. I 2013 var det i alt 1.059 milliarder kroner, hvor industriens står for en tredjedel. Afkastgraden var 8,1 procent. 

Ifølge DS havde knap 12.000 danske datterselskaber i udlandet 1,3 millioner ansatte. Det er en stigning på 7 procent fra 2010. Industrien havde 344.738 ansatte.

Alligevel kræver eliten mere arbejde. Hvis vi ikke vi gør det, bliver vi hældt af brættet, fordi globaliseringens konkurrence er et indiskutabelt vilkår, der nærmest står over grundloven, og som vi jo indretter samfundet – konkurrencestaten – efter. Det er er elitens koncept for at optimere samfundet gennem homo economicussernes individuelle egennytte via markedets usynlige hånd, som nu optræder i planetarisk format.

De kalder det "den danske model". Er det ikke mere rigtigt at kalde det en korporativ stat?

Eliten består af mennesker. To sociologer Christoph Ellersgaard og Anton Grau Larsen har kortlagt tonsvis af personlige netværk i Danmark for at finde magtens knudepunkter. De har inddampet en kerne på 423 personer fra erhvervslivet, fagbevægelse, politikere og embedsmænd, der har nogle enormt privilegerede positioner. 

De indgår i en arbejdsdeling: den økonomiske magt og den formelle politiske magt. Grundloven sikrer magten gennem privatejendommens ukrænkelighed, og den internationaliserede og koncentrerede kapital er diffus – udenfor vores rækkevidde.

Skellet mellem staten og kapitalens verden er porøst. Ulrik Nødgaard udskiftede sin stilling som direktør for statens Finanstilsyn med direktørstolen i bankernes brancheforening Finansrådet. Karen Hækkerup skiftede fra en post som landbrugsminister til direktør i brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer. Den tidligere direktør her, Søren Gade, har linet op til at afløse Lars Løkke som leder af Venstre. Karsten Dybvad forlod posten som departemenchef i Statsministeriet og blev direktør i Dansk Industri.

Deltagerne i det afdækkede magtnet idealiserer det og kalder det ’den danske model’, fordi kapital, fagforeninger og stat er forbundet i konkurrencestaten. Undskyld, men er det ikke mere rigtigt at kalde det en korporativ stat?