Kan det betale sig at være menneske?
Blogs

Kan det betale sig at være menneske?
Rutchebane- og bobleøkonomi er elitens strategi for overlevelse i et nødlidende system, hvor prisen bliver betalt af jævne folk.
Vi lever i tumultariske tider – i luften, til havs og på jorden. Jævne mennesker bliver malet som korn mellem kværnens sten – mellem økosystemer og makedsøkonomi.
Østaten Vanuatu i Stillehavet har i årtier forsøgt at fortælle verden, hvad der var ved at ske. Flere af de 82 lavtliggende øer er langsomt ved at forsvinde i det stigende vand fra den smeltende is. For godt en uge siden blev de udsatte folk ramt af cyklonen Pam. Vanuatuernes hårde skæbne er lærepenge for alle andre.
Klokken 15:30 i onsdag skulle Ryan Airs FR633 lette fra Københavns Lufthavn, Kastrup med kurs mod Dublin. Vi får se. Foreløbig har der været vellykkede aktioner i og uden for lufthavnen, med Ryan Airs arrogance. LO har bebudet, at der ikke bliver taget yderligere skridt, før der bliver givet grønt lys i Arbejdsretten. Uanset hvad den komme frem til, har de ansatte og fagbevægelsen en god sag at kæmpe for. Falder diget, vil det vælte frem med uregulære jobs og mistrøstige arbejdspladser.
Hvor er bunden? Det er blevet spørgsmålet i valgkampen. Venstres bagland har luftet, at kontanthjælpsloftet skal sænkes med op til 100.000 kroner om året, så der bliver plads til lavere lønninger. Og forleden kom der røg fra den af regeringen nedsatte ekspertgruppe. Formanden, Carsten Koch, viste, hvad den særlige ekspertise består i. Nogle af de udsatte arbejdsløse skal "motiveres" med økonomiske gulerødder, som andre i samme situation skal betale med økonomisk pisk. Er det et sådant samfund af kvægdrivere, vi vil have – ekspertcowboys på den høje hest med pistol og lasso? Regner man tæt på det, kan det slet ikke betale sig at være menneske!
Hvad er kapitalistisk vækstøkonomi, og hvad er udvikling?
Et andet forslag fra V-baglandet er at sætte huslejen fri. Med permanent boligmangel i de store byer vil det sende huslejerne mod skyerne. Så skal der arbejdes. I New York skal en husstand med to voksne og to børn have 3,4 fuldtidsjob på mindsteløn, hvis de skal bruge "kun" 30 procent af deres løn på en gennemsnitlig husleje. Det er det samme alle steder.
Boligboblen er under udvikling. I København, Aalborg og Aarhus er prisen på ejerlejligheder og huse højere end før finanskrisen. Især den lave rente presser priserne op. Pengemaskinen er i gang. Når priserne på handlede boliger stiger, så stiger alle boligers værdier. Så kan der lånes og stiftes mere gæld til forbrug og andet.
Nationalbankdirektør Lars Rohde har lagt en ny dimension til sloganet: Det skal kunne betale sig at arbejde. Han forventer, at prisen på en gennemsnitlig ejerbolig til 55 millioner kroner på 140 kvadratmeter i 2014 vil få en værdivækst på 5.100 kroner om måneden, foreløbig frem til 2017. Bor man i Gentofte, hvor snitprisen på en bolig er 5,6 millioner kroner, kan det ikke betale sig at arbejde. Men når boblen brister, rammer det alle.
Spørgsmålet presser sig på: Hvad er kapitalistisk vækstøkonomi, og hvad er udvikling?