'Den rådne banan', 'det skæve Danmark' eller 'Udkantsdanmark' – der er mange begreber for de socialgeografiske forskelle i det her egentlig ret lille land. Økonomisk aktivitet, forskning, uddannelse og kultur koncentreres i Københavnsregionen og Aarhusområdet inklusiv en del af Østjylland. Store områder som Vestsjælland, Lolland-Falster, dele af Fyn, Nordjylland, Vestjylland og Sønderjylland taber og bliver samtidig udsat for en destruktiv udvikling, der breder sig.

Dette mønster kan aflæses i alle tal. Befolkningstallet falder i 63 kommuner, som omfatter 83 procent af Danmark. Fire ud af fem nye job opstår i København og Østjylland. Af de 164.481 ubeboede boliger, inklusiv boliger der renoveres med videre, ligger en forholdsvis stor del uden for de to storbyer. Dette påvirker mønstret i de interne flytninger i landet. Dem, der er i beskæftigelse, flytter til de to store byområder, mens mange uden job flytter til områderne med de billige boliger. Især kvinder flytter til byerne for at uddanne sig og bliver der. I 11 kommuner er der færre end 80 kvinder per 100 mænd.

Skævheden er indbygget i systemet

Årsagen har en dyb strukturel karakter. Skalerer vi op til EU-niveau, er det det samme mønster. Områder er i vækst, og andre oplever en både materiel og menneskelig destruktion. I samfund, der er baseret på en simpel markedsøkonomi med en fortsat koncentration af kapital, er social ulighed og geografisk ujævn udvikling en konsekvens uden nåde.

For det første er selve udnyttelsen af sociale og geografiske forskelle en drivkraft i den globaliserede kapitalisme. Produktionen flyttes til lavtlønslande, eller der importeres billig arbejdskraft. Fra Afrika hentes plukkere til Sydspanien, hvor arbejdsløsheden i forvejen er tårnhøj. Brugen af østarbejdere i Danmark har samme karakter.

For det andet betyder udviklingen i teknologi, produktionens kompleksitet samt behovet for en arbejdskraft med en mangfoldighed af kvalifikationer, at aktiviteterne koncentreres i de store byer. For jobsøgende er det normalt også her, der er de største muligheder i en situation, hvor arbejde består i hyppigere jobskift og løsere ansættelser.

For det tredje er byen, det urbane, dominerende. Der er snart ikke en kvadratmeter, der ikke er et produkt af byen. Landbruget, infrastruktur, ferieområder, produktionsstruktur med videre er resultater af den urbane økonomi.

For det fjerde søger folk mod byerne, som er en rig base. Det er her, man kan klare sig og udvikle sig. Det er her, der er en mangfoldighed af mulighed for at møde andre, skærpe sine interesser og i det hele taget trives i byluften.

Derfor giver det heller ikke mening at tale om en deling mellem land og by. Begrebet 'Udkantsdanmark' dækker over den sociale deling, klassedeling, som også er til stede i de to store byområder. Her bliver neutraliseringen i øvrigt fulgt op ved at bokse folk ind i kategorien 'ghetto'. Det er ét sammenhængende socialt system.

Reaktionen i en række mindre byer og landsbyer i 'udkanten' er bemærkelsesværdig. Der bliver sat aktiviteter i gang via fællesskabet på basis af en helhedsorienteret organisering. Her er inspiration for dem i de store byer. Netop fordi 'land' og 'by' er ét system, er de systemiske ændringer i dette perspektiv også et vigtigt felt for venstrefløjen at tage fat på.