Det lyder godt, når vi taler om samfundet som et fællesskab. Lidt ligesom når vi taler om julen. Forleden var jeg ved at få brunkagen galt i halsen.

DR TV’s Langt Fra Borgen var ude hos Mette Bjerring, der var på kontanthjælp. Hun er nu ramt af loftet, der presser stadig flere ned gennem de større og større masker i det sociale sikkerhedsnet.

Eksregionsrådsformand, eksforsvarsminister og eksaspirant til formandsposten efter Løkke og nuværende social- og indenrigsordfører for Venstre Carl Holst blev sammen med SF’s Jacob Mark sat til at finde udveje i Mettes budget.

Stramt så det ud, måtte Holst medgive. Der var ikke så mange nuller bag tallene, som han var vant til. Måske hun skulle se at finde sig en anden og billigere bolig? Eller måske leje et værelse ud? Holsts morale var, at et stramt budget får folk i arbejde.

Af de små tal bliver man kyniker. Af de store bliver man svimmel.

Sandt er det, at produktionen og reproduktionen i samfundet foregår i fællesskab.

Det var i de samme dage, tallene med de mange nuller fra Skat igen rullede i medierne. Blot ved at udfylde nogle skemaer korrekt har svindlere trukket milliarder af kroner ud af statskassen. Stor forargelse over de udenlandske svindlere.

Men ifølge et skøn fra Nationalbanken var der i 2014 fra Danmark færget 133 milliarder kroner til skattely (OFC-lande), hvor de yngler videre. Ifølge EU-parlamentets informationskontor i Danmark kan den samlede skatteunddragelse i EU løbe op i 7.500.000.000.000 milliarder kroner. Mange nuller, Holst. Ved at stramme op kunne selskabsskatten i EU sænkes fra 24,1 procent (EU-gennemsnittet) til 8,6 procent – uden at de nationale stater ville miste skatteindtægter.

På mange ulovlige og lovlige måder udgør den flygtige og ansvarsløse kapital i stigende grad et parallelsamfund, der på den ene side trækker på de samfundsmæssige institutioner, villige kommuner, og på den anden side ikke ønsker at bidrage til samfundet økonomisk.

Ud fra samfundets interesser kan det vel reelt kun betale sig at arbejde for de virksomheder, der betaler skat?

Og hvorfor skal der ses ned på borgere, der kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen, når virksomheder og spekulanter, der kæmper for at undgå at betale skat, bliver inviteret til cocktailparties i elitens fællesskab?

Budskabet fra Holst til Mette og tusinder andre er, at de først er en del af fællesskabet, når de arbejder. Den, der ikke har arbejde og har karriere, har en lav status og ’skal stå til rådighed’ for ’det arbejdende fællesskab’.

Sandt er det, at produktionen og reproduktionen i samfundet foregår i fællesskab. I den komplekse arbejdsdeling er der utallige, der indgår i produktionen af noget så simpelt som et køleskab. Tilsammen udgør de mange arbejdere og ingeniører den kollektive arbejder. Marx talte om arbejderen som en del af 'samfundslegement' i form kollektiv arbejder og kollektivt intellekt.

Konsekvensen må være, at produktet i denne stadig samfundsmæssige proces af produktion og reproduktion også tilfalder samfundslegemet, for eksempel kommunen, staten eller en anden form for fælleseje.

Det vil for eksempel betyde, at grunde og faste ejendomme i byen må være fælles ejendom. Det ville give frihed til at udvikle kvartererne i byen. Boligpriserne kunne være stabile og lave. Folk ville kunne blive boende.

Som reform burde i det mindste den samfundsskabte værdistigning på ejendomme tilfalde kvarteret og kommunen. Enhver forbedring af miljøerne, cykelstinettet med de spektakulære broer, byhaver, god arkitektur med videre er alt sammen med til at øge grundværdien og værdien af de private ejendomme.

Dette er ikke blot et arbejdsfællesskab, men et bysamfund som fællesskab af skolelærere, lagerarbejdere, borgere på kontanthjælp, pensionister og operasangere. Det store fællesskab har ejendomsretten til det hele.