Omkring sidste weekend var jeg i Oslo. Fredag havde Klassekampen-akademiet inviteret til debat i Litteraturhuset. Emnet var 'Kampen om virkelighetsbeskrivelsen'. Panelet bestod af chefredaktørerne fra Klassekampen ved Mari Skurdal, Information ved Rune Lykkeberg og kulturredaktør Åsa Linderborg fra det svenske Aftonbladet. Indlæggene kredsede om verden set gennem redaktørernes briller. Hvad pokker er det, der foregår derude?

Hvorfor er byplanlæggere og aktivister fuldt optagede af projekter, der forskønner byen, og processer, der inddrager borgerne i forskønnelsen, mens de økonomiske strømme endevender byerne?

Den såkaldte populisme fra Sverige til USA blev trukket frem som fænomener, vi måske først lige er begyndt at forstå. Fortællingen er, at folket reagerede mod eliten, der flyder ovenpå, mens problemerne synker nedad til folket, der er ved at have fået nok.

Er populisme er lige så distancerende begreber som folket og eliten. Hvorfor ikke benytte klasserne og klassekampen som rammen for forståelsen af samfundet og de strømninger, der er i det? Det er jo den magtstruktur, der er på spil, og hvis former vi kender godt efter årtier med neoliberalisering og globalisering, der udnytter arbejdsdelingen i produktionen, forskelle i prisen på arbejdskraft og rammevilkår. Byer og regioner bliver bytte for kapitalens botaniseren. 

Under debatten fik jeg fornemmelse af, at redaktionerne måtte være langt fra folk og de dele af arbejderklassen, der faktisk organiserer på progressive platforme for magt i deres samfunds demokratiske rum. Det sker i USA og i Europa. Der er ingen grund til at lade højretristessen dominere i spalterne.

I Norden er fraværet af en stærk bevægelse og partimæssig organisering selvfølgelig mærkbart. I mit perspektiv var for eksempel Klassekampen skarpere og satte en tydeligere dagsorden, da AKP var en stærk partiorganisering i Norge. Sat på spidsen: Stærke bevægelser er en forudsætning for skarpe medier.

Dagen efter var der filmvisning og debatmøde i Cinemateket under overskriften ’Kampen for Byen’, som jeg selv havde fornøjelsen af at være med i. Det er ikke et uinteressant tema i en by, der er mærkbart gennemsyret af spekulation i faste ejendomme. 

I Oslo er priserne steget med 41 procent fra 2012 til 2016, i Stockholm er det 59 procent. Gennemsnitsprisen for én kvadratmeter bolig i Oslo er 58.000 kroner (mod cirka 35.000 kroner i København). For Norge som helhed er den 24.300 kroner, i Danmark 13.380 kroner. En af konsekvenserne er, at mange bliver skubbet ud af byerne eller ikke har mulighed for at flytte fra land til by.

Koblingen mellem samfundets økonomi og byudvikling har aldrig været stærkere og mere faretruende. Det er en permanent tilstand af bobler, der pustes op eller brister. Hvorfor er det kun et politisk toptema, når kollapset har ramt som i 2008? Hvorfor er byplanlæggere og aktivister fuldt optagede af projekter, der forskønner byen, og processer, der inddrager borgerne i forskønnelsen, mens de økonomiske strømme endevender byerne?

Også her er manglen på sociale bevægelser i de nordiske lande mærkbar. Hvorfor ikke satse seriøst på udvikling af netop sociale bevægelser, der sætter ord på og giver handlemuligheder til dem, der – en efter en efter en – bliver ramt af byernes spekulative karakter og siver væk, eller til dem på landet, der har små chancer for at flytte til de dyre byer.