Søndag gik historiens største klimamarch gennem New York. Mere end 300.000 deltog i Peoples Climate March. Det var en folkelig, mangfoldig og massiv manifestation fra alle kvarterer i byen. Det var et opråb til 120 ledere fra verden, der tirsdag var til klimatopmøde.

Det var første gang de var samlet siden COP15 kollapset, der førte til en lammelse af det politiske ansvar for i stedet at overlade scenen til businessverdenen, som har slået om sig med slogans som ’grøn økonomi’, ’grøn vækst’. Det blev til et handlingstomrum og med en strategi for at kæmpe mod ændringer i samfundssystemerne.

Trods erklæringer om ny vilje, er der ingen beviser på, at verdens ledere nu tager fat om roden på krisen i de globale økosystemer. For det første er der en dyb indre modsætning mellem den kapitalistiske vækstøkonomi og de klimatiltag, der lægges op til på COP21 i Paris næste år. En ny rapport inden klimamødet konstaterede at to tredjedel af den mængde CO2, der vil give temperaturstigninger over to grader, allerede er ude.

En dyb indre modsætning mellem den kapitalistiske vækstøkonomi og klimatiltag.

Statsminister Thorning-Schmidt gav tilsagn om 400 millioner kroner til FN's Grønne Klimafond, der skal investeres i udviklingsland. Det er fint nok for så vidt. Men den danske position er baseret at »... investorerne se det interessante i det, og er der job, penge og vækst i det.«

For det andet er der stadig tale om en CO2 fiksering. Selvom det er vigtigt er der jo også andre alvorlige trusler. En ny rapport peger på, at jordens befolkning ikke vil stabilisere sig på cirka 9 milliarder i 2050. De nye tal regner med en sandsynlighed på 80 procent med, at vi kan blive mellem 9,6 og 12,3 milliarder mennesker. Det har naturligvis store konsekvenser for økosystemerne.

Konsekvensen af kæmpeastroiden, der for 65 millioner år siden ramte jorden, var, at halvdelen af dyre- og plantearterne uddøde. Perioden har fået navnet 'den femte masseuddøen'. Lige nu uddør arterne 100-1000 gange hurtigere end i den såkaldte normaltilstand.

Også dette er en systembaseret rovdrift, der presser livet ud af økosystemerne. Konsekvenserne af en fattig flora og fauna er lavere både et etisk spørgsmål i forhold til moder jord, men også et spørgsmål om produktivitet og eksistensgrundlag for mennesker.

Den grundlæggende tilstand er derfor enormt kompleks og rummer endnu flere aspekter. For eksempel hele det sociale spørgsmål, polariseringen og menneskers manglende muligheder for at udfolde sine potentialer. 

Fra hvert eneste problemfelt – og deres indbyrdes sammenhæng – peger alt på behovet for dybe forandringer i samfundet. 

Hvor er debatten om dette henne i Danmark? Hvor er f.eks. fagforeningerne? Når verdens ledere taler om Danmark som foregangsland på miljøet har vi også et ansvar for at svare på de forventninger som blev udtrykt i gaderne i tirsdags. Og det var langt hen ad vejen netop om kobling af økosystemer, økonomi og sociale forhold – for systemforanderinger.