Hvem der ejer jorden, presser sig på som et samfundsspørgsmål. På det seneste har vi haft sagen om Danish Crown, der presser lønningerne, fordi produktionsprisen på kød angiveligt er for høj. Hvis Danish Crown tog hele produktionskæden med, ville det støde på jordprisen.

I første halvår af 2008 kostede en hektar landbrugsjord 260.000 kroner. Det var et vildt spekulativt niveau, som trak banker og bønder med ned. Siden er prisen faldet til omkring 150.000 til 170.000 kroner per hektar. Der købes stadig jord, som samler sig på færre hænder.

Jord og ejendom er også et klassisk spekulativt emne i byerne. Jord- og ejendomspriserne presses op af kapitalakkumulationen og et voksende desperat behov for reinvesteringer. Konsekvensen er bobler, der kanaliserer gevinster opad til de få, når de vokser, og kaster tabene udover de mange, når de brister.

Privat jordejendom og grundpriser har konsekvenser på landet og i byen. Vi kan direkte aflæse effekten i det dyrkede landskab og i byernes strukturer.

I modsætning til kapitalen vokser jorden ikke. Jord har den størrelse, den har, og er derfor en knap ressource. Den, der ejer jorden, råder over dyrkning, vand, energiressourcer, mineraler... (I Danmark tilhører undergrunden dog staten – indtil andet aftales).

Hvor jorden bliver overtaget, står bønderne jordløse tilbage, og kun få får arbejde.

Et globalt land rush er i gang. Jord bliver købt op af stater, investeringsbanker med videre. Omfanget er uklart, men det går stærkt – især i Sydkorea, Kina, Indien og Saudi Arabien, fordi landbrugsjord bliver urbaniseret, de er løbet tør for vand eller af andre grunde. Sydkorea importerer 70 procent af deres forbrug af korn. Regeringen vil derfor hjælpe koreanske firmaer med inden 2018 at købe 380.500 hektar eller 3.505 kvadratkilometer (lidt mindre end Samsø) i lande som Cambodja, Indonesien og Ukraine.

Land grabbing har konsekvenser på flere felter. I de områder hvor jorden bliver overtaget, står bønderne jordløse tilbage, og kun få får arbejde. Dyrkningsmetoderne er monokulturelle som korn og sojabønner, eller er afgrøder, der anvendes til brændstof. Økosystemerne bliver pressede, og på sigt falder produktiviteten.

Produktivitet i landbrug kan måles som afkast i kroner og dollars eller i fødevarer. I dag dyrker de små, familiedrevne landbrug kun en fjerdedel af verdens samlede landbrugsareal. Udenfor Indien og Kina er det 17 procent. De fleste er på mindre end to hektar, og de bliver mindre. ­Alligevel producerer de hovedparten af verdens fødevarer.

I 2006 fornemmede nogle i den finansielle sektor, at krisen var på. De kastede sig over jordkøb, en bedre investering end guld. Efterhånden som jordpriserne stiger, må de lokale bønder give op. Det bliver samtidig sværere for de enkelte lande at føre en fornuftig politik for forsyning med fødevarer. Danmark er her et prima eksempel på, hvordan den herskende politiske logik er formet af fødevareindustrien.

Fødevarepriserne vil stige, fordi jord bliver brugt til brændsel eller overindustrialiseret bearbejdning. Oveni kommer spekulation i for eksempel korn, som handles som futures, hvor værdien er fiktive priser flere år frem.

Bunden er jorden, som bør være samfundseje.