Som når svalerne trækker ned til de varme lande i det sydlige Sydafrika, stimler verdens elite sammen på de snefyldte tinder i Davos.

På World Economic Forum intensiveres skuldergnubberiet mellem multinationale virksomheder, finansinstitutioner og regeringer fra år til år.

De otte rigeste mænd ejer lige så meget som den fattigste halvdel af Jordens mennesker.

I disse få dage i januar bliver vi alle lukket ind i elitens dystopiske globale skæbnefællesskab. Den risikofyldte verden er beskrevet i The Global Risk Report 2017, som er spækket med alt muligt i verden, der kan gå galt.

Årets top 5 mest sandsynlige: Ekstremt vejr, naturkatastrofer, cyberangreb, datasvindel og -tyveri samt svigt i imødegåelsen af klimakrisen. Top 5 mest effektfulde: Masseødelæggelsesvåben, ekstremt vejr, naturkatastrofer, svigt i imødegåelse af klimakrisen samt vandkrise. Ret så bemærkelsesværdigt har økonomiske temaer ikke været på top 5-listen i de sidste fire år.

År efter år er det de samme trusler tilføjet nye. De indgår blot i forskellige kombinationer. Efter få dage med chok er der timer med frelse. Næste år er det det samme igen. Og mange af de 2500 topfolk, der flasher deres ansvarlige lederskab, er de samme.

Ifølge Oxfam nuppede 1 procent af de rigeste i 2017 82 procent af den globale værditilvækst skabt af samfundsmæssigt arbejde. Til den fattigste halvdel, som i høj grad har skabt værdierne, var der 0 procent.

Derfor ejer de otte rigeste mænd lige så meget som den fattigste halvdel af Jordens mennesker. De kan sidde i et folkevognsrugbrød! Den fattigste halvdel kan lige presses ind i 25.200.000 af de nye lange 5C-busser i København.

2017 var det år, hvor der var den største tilvækst i milliardærer. Der er dog mange småmilliardærer iblandt.

At uligheden fører til fattigdom for mange, er ét problem med mange følgekonsekvenser. 1,4 milliarder af den globale arbejdsstyrke er ansat i udsatte job. Ifølge ILO er 192 millioner uden arbejde.

Et andet problem er, at koncentrationen af rigdom også er en koncentration af magt. Afgørende beslutninger bliver truffet hen over hovedet på regioner, lande og landsbyer.

Problemerne i Danmark, Bangladesh og Ohio i USA bliver i høj grad skabt af det samme marked, den samme kapital og den samme finansialiserede økonomi. Det er selve kapitalismen som samfundsmæssigt system, der skaber ikke blot ekstraordinære risici, men trælse og prekære hverdage for de fleste.

Hvad er det for et samfundsbærende system, hvor en god del af den globale beslutningskraft over verdens folk og deres hverdag kan sidde i en bus! Der er i allerhøjeste grad brug for at redefinere, hvad frihed og demokrati betyder, samt hvad et samfund kan være.

Denne uhyrlige udvikling sker, fordi nogle bruger deres magt til at bestemme, at det skal være sådan. Hvis den magtfulde elite virkelig er så bekymret, som den giver udtryk for, hvorfor gør de så ikke noget ved ulighed og magtkoncentration?

Jeg foretrækker en verden af 25 millioner busser som en armada af stedsrelateret demokratisk samfundsudvikling.