Man skal høre meget, før ørerne falder af. Men den forløbne uge var det tæt på.

Den første hændelse fandt sted i anledning af Anders Fogh Rasmussens genudgivelse af sin herostratisk berømte bog Fra socialstat til minimalstat, der udkom i 1993. Det var også i det år, tamilsagen fældede Poul Schlüters regering og Mickey's Toontown åbnede i Disneyland.

Corbyns markante fremgang i Storbritannien var først og fremmest et resultat af en politik med et tydeligt klasseindhold og et brud med Tony Blair og Labours midtsøgende linje.

I et interview i Berlingske forleden kommenterede Fogh den gamle debat om bogen: "Alle nuancer blev kvalt i forargelsen over, at jeg tillod mig at kalde danskerne for slaver". Som Fogh ser det, er det altså unuanceret at blive upassende arrig over den ellers hyper nuancerede omtale af danskerne som slaver.

I sit værk skrev han blandt andet: "Slavenaturen har sat sig dybe spor i danskernes tankegang." Slaver af natur, kan man spørge? Og "det er denne trællementalitet, som gennemsyrer det danske samfund." Sådan, trællestat!

Ideen bag minimalstaten er en så lille stat som mulig, men med et stærkt magtapparat. Man forstår derfor godt, at Fogh skubbede bravt til den danske boligboble ved at indføre afdragsfrie lån, til skatteskandalen ved at skære i Skat og til den 'aktivistiske udenrigspolitik' der gjorde Danmark til en krigsførende nation bag USA's interesser.

Vi træller videre.

De andre udsagn, der ramte ørerne, kom fra Socialdemokratiets Henrik Sass Larsen, der sidste år havde udtalt sig til en specialeskriver ved universitetet. Sass Larsen stiller en diagnose på partidemokratiets tilstand. Det var Information, der bragte historien, hvilket Sass Larsen blev sur over, fordi hans citater er taget ud af deres sammenhæng. Kan være, men de forekommer klare nok:

"Ja altså, det er, at de politiske partier er jo udformet og designet i en tid, hvor at man ikke havde noget fornuftigt at foretage sig i sin fritid og i stedet for gik til møder og forsamlinger og foredrag, og hvad ved jeg..."

Det var dengang, arbejderklassen organiserede sig, dannede fagforeninger, opbyggede politiske partier, skabte kooperative virksomheder, byggede folkets hus i flere byer med videre. Netop det brede aktivitetsniveau var den demokratiske dimension i arbejderbevægelsen. Om noget var det også en fantastisk fritid, selv om der ikke var så meget af den.

Videre hed det: "Et moderne parti i dag skulle jo afskaffe kredsforeninger og partiforeninger og regionsforeninger og hovedbestyrelser og alt muligt andet og så simpelthen bare lave en eller anden moderne kampagneorganisation på nettet."

Sass Larsen har meget ret i, at partidemokratiet, som demokratiet i det hele taget, er nødlidende og formelt.

Men svaret er ikke internettet eller konkurrencestatens markedsdemokrati. Det kan være en del af det, men det basale er udviklingen af arbejderbevægelsens aktiviteter på virksomheder, i kvarterer og bevægelser. Byg op nedefra i reelt demokratiske strukturer for udfoldelse af en helhedsorienteret politik. Kun et parti, der er integreret i denne bevægelse, kan være et demokratisk parti. Ingen demokratisk form uden indhold.

Corbyns markante fremgang i Storbritannien var først og fremmest et resultat af en politik med et tydeligt klasseindhold og et brud med Tony Blair og Labours midtsøgende linje. Spørgsmålet er, om Labour kan udbygge sin base som beskrevet.