Michelinmad til folket
Blogs

Michelinmad til folket
Det må være Fødevareministerens opgave at sikre, at vores daglige måltider får Michelinkvalitet.
Det har stået på i nogle år efterhånden. Madståhejet. Det himmelske måltid fylder aviser, ugeblade, tv og Visit Denmark.
Nu har den fået en tand til. Det blev til tre nye Michelinrestauranter i København: Clou, Marchal og Studio. Toppen er Noma og Geranium med to ud af tre stjerner."Stjerneskud over København," skrev magasinet Gastro på deres hjemmeside.
Tomt opland
Igen dukker det delte Danmark op. "Man kan sætte nåle rundt omkring i landkortet ved Ruths Hotel i Skagen, Falsled Kro og et par andre steder, men i oplandet sker der uendeligt lidt. Der er tomt," skriver chefredaktør Jesper Uhrup Jensen.
De hypede stjerner er ikke noget, man bare lige får. Michelin-redaktøren Rebecca Burr lægger niveauet - der skal være noget at køre efter: "Deres kulinariske evner skal være på sådan et niveau, at det er værd at sende vores læsere dertil."
Det lysner for provinsen, idet Michelin i 2015 vil udgive en særlig nordisk Guide Michelin med plads til udkantsdanmark.
For hver af Nomas to stjerner dør 12.500 smågrise i staldene på grund af sygdom og vantrivsel.
"»Som madens minister må man bare hæve armene højt," jublede fødevareminister Dan Jørgensen, fordi det vil brande Danmark i udlandet og være godt for turismen.
Jeg kan godt blive lidt træt af det her himmelske madniveau, som kun overgås af prisen. Geraniums Univers Menu kan man få for 1500 kroner. Vinen til 1300 kroner oven i. En frokostmenu står til 1250 kroner og tager cirka tre timer. Dét kræver godt med penge og masser af tid.
Udsigten er gratis og filosofien ambitiøs. Geranium præsenterer sig selv: "…på 8. etage i Fælledparken midt i København, hvorfra man kan følge sæsonernes rejse gennem trækronerne, skimte byens grønne kobbertage og ane vindmøllerne i Øresund. Beliggenheden understreger Geraniums vision om gastronomisk udsyn og diversitet. Vi udforsker spændingsfeltet mellem det urbane og det naturlige." Tyg lige lidt på den!
Hvad med os andre?
Mad er essentielt. Det er indlysende rigtigt at sætte fokus på de nordiske produkter, som gror vildt, som dyrkes økologisk, som kan hentes i havet og sættes sammen på nye måder. Det er kultur, det er sundt, og det åbner for en økologisk revolution af vores daglige mad.
Samtidig med, at fødevareminister Jørgensen jubler over den elitære mad, dør der for hver af Nomas to stjerner dagligt 12.500 smågrise i staldene på grund af sygdom og vantrivsel. Ministeren har sat sig for at gøre noget ved det, men der er behov for at lægge hele produktionen af fødevarer om.
I stedet for at fokusere på branding og turister bør ministeren tænke på os, for hvem den himmelske føde er uden for rækkevidde. Hans opgave er at få den viden, som disse restauranter har, omsat i hverdagsmad på spisebordet, arbejdspladsen, skolen, hospitalet og i fastfooderen på hjørnet.
Det handler om viden, uddannelse, om distribution og især om fødekædens første led - produktionen. Det kan løses politisk. Så kan vi andre også hæve armene højt.