Misvækst eller frodighed
Blogs

Misvækst eller frodighed
Den nye politiske aftale om landbruget er for vækst og misvækst, ikke for frodighed.
Herregud et par meter! Regeringen har bøjet sig for landbruget. Igen. Randzonerne på 10 meter langs søer over 100 m2 og åbne vandløb er halveret med et pennestrøg. Nu er de ikke bredere end en frisk frø kan springe – cirka et ministerbord på langs.
Randzonerne, der er udlagt for at skabe bedre miljø i vandløb samt til flora og fauna ved at reducere udvaskning af pesticider og gødning, var langt fra en ideel løsning, men en nødløsning i et landbrug, der er kørt helt af sporet.
Mere af det samme
Ordet økologi findes ikke i den ti sider lange aftale, som regeringen og de øvrige borgerlige partier indgik onsdag. Til gengæld handler den om liberalisering af vilkårene for investeringer i landbrug: Nemmere regulering, en ramme til 1,5 million flere svin og international markedsføring.
Ved offentliggørelsen sagde Sass Larsen: »Vores målsætning om, at vi skal have orden i naturen er intakt«.
Orden er der, og orden skal der blive. Vækst har der været, og vækst skal der være.
Ordet økologi findes ikke i den ti sider lange aftale.
I aftalens andet afsnit står: "Det globale marked for fødevarer og fødevareteknologi er i hastig vækst. Udviklingen drives af en voksende befolkning og velstandsstigninger på globalt plan, særligt i de nye vækstøkonomier."
Alt i alt er det blot mere af det, vi har så rigeligt af. Det er trist og tab af muligheder for at skabet et frodigt Danmark, for at udvikle et økologisk landbrug og praktisere en internationalistisk og solidarisk etik.
Mandag blev endnu en grundig rapport fra FN's klimapanel IPCC offentliggjort. Den konkluderer blandt andet at verden om 30 år har et seriøst problem med produktion af nok føde. Årsagen er den vækstbaserede ødelæggelse af klima og det intensive monokulturelle landbrug. Vækst og misvækst følges.
Især Nordafrika og Sydeuropa bliver ramt. Der kan ventes et udbyttetab på 20-25 procent i løbet af ret få år. Derfor er det forkasteligt at bruge mulige fødevarer og dyrkningsmuligheder til energi.
Flere fortællere
DR bragte tirsdag en fortælling om en anden fødekæde og om kædeansvar. GMO soja fra Latinamerika blandes i dansk svinefoder. Forbruget af Monsantos Roundup vokser i takt med at planterne udvikler resistens. Og i områder, hvor der sprøjtes med Roundup, er dødelighed af kræft 33 procent. Måske som følge af de hemmelige stoffer som Monsanto tilsætter glyphosatet i Roundup.
I den anden ende af fødekæden kunne en dansk landmand fortælle den gode historie om, hvordan hans svin blev mindre syge og voksede bedre, da han holdt op med at bruge GMO-produkter.
Det var beskæmmende, at administrerende direktør Søren Gade i organisationen Landbrug & Fødevarer blot konstaterer, at dansk landbrug kun bruger "godkendte produkter, og hvis det bliver brugt efter forskrifterne bliver folk ikke syge."
Som pave Francis siger, der foregår en globalisering af ligegyldigheden.
En ny fortælling er nødvendig.