Forleden slap det ud, at regeringen arbejder for en privatisering af vand og varme. Det er, hvad konsulenthuset MaKinsey har anbefalet. En åbenlys dumhed i en hemmelig rapport. 

Minister for energi, forsyning og klima Lars Christian Lilleholt vil gerne gå den vej. ’Jeg er som minister forbrugernes talsmand. Og når analyser peger på, at der er et stort effektiviseringspotentiale, er det min opgave at se på, hvordan det kan realiseres’. Ministeren har fået en opgave, forstås. 

Vind, vand, jord, havene, undergrunden vores egne byggesten og kroppe – alt bliver i stigende grad skåret ud som bytteværdier og solgt på markedet. Argumentet er det primitive økonomiske, ’det betaler sig’. Det viser sig nu sjældent at være sandt.

Hvis flint var blevet privatiseret i sin tid, var vi nok ikke kommet ud af stenalderen.

Ret videnskabelige undersøgelser af privatiseringer af vand i udlandet kan ikke påpege økonomiske gevinster. Til gengæld er der masser af problemer. I både Spanien og Italien kæmper folkelige bevægelser for genkommunalisering af vand og andre forsyningssystemer. De gør det både for at fremme en mere bæredygtig forsyning, bedre arbejdsforhold for de ansatte samt for at bekæmpe forsyningsfattigdom, der har ramt flere og flere familier, som har oplevet, at der er lukket for vandet.

I Nordjylland køber energiselskabet Vattenfall ejendomme op på stribe for at kunne opstille 40 kæmpevindmøller. Vattenfall vil privatisere blæsevejret i Nørrekær Enge og lave profit ud af det. Det er forståeligt, at beboerne er blevet vrede og har organiseret modstand mod projektet. Det er deres sted og vores vind.

Vand, luft og jord er fælles goder, som skal forblive fælles. 

For det første handler det om, hvordan vi opfatter natur. Vi som folk er flest vil pleje vores samkvem med økosystemerne i naturen på etisk funderede måder, som er langtfra, hvad Vattenfall, Goldman Sachs og den øvrige McKinsey-elite kan og vil forestille sig. De vil blot privatisere økosystemer og sælge dem som ’billig natur’. I det perspektiv er naturen en ressource, der er til for at give kapitalindskyderne et afkast på mindst ti procent om året. 

For det andet betyder en privatisering, at den demokratiske styring går tabt eller bliver svækket. Den skandaløse privatisering af TDC er et eksempel på, at friheden i udviklingen af brugen går tabt. Det er et enormt samfundsmæssigt tab af potentialer. Hvad kunne vi ikke få ud af et frit internet med tilkobling af lokale systemer. 

Privatiseringer blokerer for et frodigt samkvem med økosystemerne. Hvis flint var blevet privatiseret i sin tid, var vi nok ikke kommet ud af stenalderen. Fælles flint bragte os videre. Vi skal også videre herfra. 

Der er mange tabte kampe på privatiseringsfeltet. Og hvad bliver det næste? Privatisering af Folketinget? Nogle vil måske hævde, at det allerede er sket, men alligevel.

Hvis Løkke-regeringen fremturer med salg af vand- og varmeforsyninger, går de nok over en af de for tiden så omtalte ’røde linjer’.