Arbejderklassens lønninger og arbejdsforhold er under et gevaldigt pres – nedad. Krisen, der eksploderede på grund af spekulation i byudvikling og boligprojekter, har fremkaldt en stor kreativitet i de bærende politiske lag, blandt finansielle institutioner, virksomhedsorganisationer, EU's institutioner og medierne. ’Den nødvendige politik’ er blevet et mantra for fordeling af tabene fra de værdier, som kriserne har destrueret.

EU's centralbank ECB har kastet en sværm på 3300 milliarder euro over Europa og devaluerer samfundsskabte værdier. Lidt ligesom dengang der gik hul på Joakim von Ands pengetank, og Andebys beboere skovlede penge op i trillebører og troede, at de nu var rige. Men ak – når alle har mange penge, er de ikke noget værd. Nu bliver milliarderne dog ikke kastet i grams, men sendes primært ind i bankernes systemer.

I kriser bliver de lange skinner lagt med angreb på løn- og arbejdsvilkår.

ECB's træk er dog svært at forstå, idet problemet er overakkumulation af kapital og muligheder for investeringer. Derfor er renten i bund. Der er for meget kapital. Giv i stedet pengene til dem, der ikke har. Der er masser af lommer at fylde. Vi hører jo, at ’pengene ligger bedst i borgernes lommer’. Dette træk ville udløse en eksplosion i forbrug, som alle økonomer og politikere siger, de kæmper for. Hvad venter de på?

Dagsordenen er en anden. I kriser bliver de lange skinner lagt med angreb på løn- og arbejdsvilkår. Vi ser det i Sydeuropa. Og den aktuelle Ryanair-sag flugter og er derfor en nøglekamp for venstrefløjen og arbejderbevægelsen.

Tal fra Cevea viser, at halvdelen af tyskerne har mindre i løn i forhold til 1989. Hver fjerde arbejder i det tidligere Vesttyskland havde i 2010 en timeløn under 75 kroner. I 1989 var det blot hver femte. 49 procent tjener under 15.000 kroner om måneden. 24 procent tjener over 25.000 kroner. I det tidligere Østtyskland tjener 63 procent under 15.000 kroner om måneden. 11 procent tjener over 25.000 kroner.

En ny undersøgelse fra Institute For Fiscal Studies viser den sammen udvikling i Storbritannien, især i den private sektor. De unge er ramt hårdest. 22-29-åriges gennemsnitlige løn er 9 procent lavere i dag end i 2008. Mænd er hårdere ramt end kvinder. Mens den gennemsnitlige timeløn for mænd fra 2008 til 2014 faldt med 7,5 procent, faldt den med 2,5 procent for kvinder.

Bemærk at tilbagegangen sker, på trods af at flere får uddannelse. Tendenserne er udtryk for understrømme i den kapitalistiske økonomi og på arbejdsmarkedet, der spiller sammen med ’den nødvendige politik’. Der er ingen nedre grænse for, hvor det ender. Med eller uden Socialdemokraterne i førersædet.

Men det er ikke kun et spørgsmål om en politisk administration af en økonomi. Udviklingens retning ligger i kapitalens egen love. Det er ikke blot et spørgsmål om strukturændringer, men om systemændringer. Dette perspektiv må højere op på venstrefløjens dagsorden – også for at gøre reformkampen stærkere.