Der bliver sukket hele vejen rundt. Dansk Industri gør det. Handelsstandsforeninger gør det. Bankernes økonomer gør det. Hørlige suk siver også ud af regeringskontorerne. Hvorfor i hele hule vil folk ikke bare bruge nogle penge, så vi kan få gang i hjulene?

Ak ja. Forbruget falder – bortset fra bilsalget og restaurantbesøg. Boomet flopper.

Det er en fundamental klemme i den kapitalistiske økonomi, der er på spil.

Det er en fundamental klemme i den kapitalistiske økonomi, der er på spil. Det er ikke bare psykologi, som det ofte hævdes. Hvis efterspørgslen er for lille på markedet, skabes en blokering i kapitalakkumulationen. For at kunne få realiseret profitten er det ikke nok med produktion. Realiseringen sker via en cirkulation, når varerne bliver solgt og købt. Først da er kredsløbet slut, og der kan reinvesteres.

Det kan for eksempel godt være, at den ene virksomhed har fordel af at presse lønnen så meget som muligt. Men lykkes det for alle, har alle et problem, fordi der bliver overproduktion. I 1930'erne var det en direkte overproduktionskrise. Det er nu en næsten permanent tilstand i Europa, fordi vækst er lige så vigtigt for den kapitalistiske økonomi som hjertets slag for et menneske.

Vil ikke – kan ikke

Der er flere grunde til forbrugsfaldet. Krisen blev en øjenåbner for mange, som har udstyret sig med en sund økonomisk skepsis. Vilddyret har vist sig. Lærepengene var dyre, og mange er tynget af deres boligudgift. Hvis de har et overskud, bliver mere sat til side.

En anden grund er, at forbrugerismen måske har stagneret. Hvad skal man med en dims mere, trøjen kan holde et par år endnu eller byttes til et par bukser og så videre. Dette valg kan være båret af både en etisk og en økologisk holdning, fulgt op af spørgsmålet – hvad er det egentlig, vi som mennesker har brug for?

En tredje grund er automatisering, som fremmer volumenvækst og indtjening til ejerne, men ikke skaber flere arbejdspladser og dermed forbrug. Det sker i stor stil.

Endelig en ret voldsom grund: Mange har ikke så mange penge til basisbehov, som de har brug for. Stramningerne på forskellige ydelser udhuler forbruget. Det samme gør sulteløn til østarbejdere.

I den anden ende har lavere skat og selskabsskat givet toppen flere penge mellem hænderne. Det er nok kun få af de flere penge, der bliver brugt i Irma. Mange går til udlandet eller sættes ind på de finansielle karruseller.

Den keynesianske politik, som også var Socialdemokratiets før i tiden, gik ud på at fordele og stimulere forbruget bredt. Det er også en af grundene til de store transportinvesteringer. Men netop konkurrencestaten er med fokus på konkurrenceevne i forhold til udlandet via for eksempel lønpres med til at forstærke modsætningen mellem produktion og forbrug.

Hvis forbruget er så vigtig en motor for økonomien, er der en meget nem løsning: Tag nogle penge fra toppen, som lider af forbrugsforstoppelse, og giv dem til dem i bunden, der meget nemt kunne bruge flere penge – lokalt – til de fornødenheder, som de ellers ikke har råd til. Intet kunne være nemmere – vupti!