Teknologier er ikke neutrale
Blogs

Teknologier er ikke neutrale
Produktionen bliver mere og mere samfundsmæssig, samtidig med at tilegnelsen af de skabte værdier samles på færre Uber-hænder.
Internet- og mobilteknologi har udløst en mangfoldighed af anvendelser. Teknologierne ændrer, hvordan arbejdet bliver udført, hvad der bliver lavet, og hvem der gør det, hvordan produkter og tjenester bliver distribueret og så videre. Karl Marx var tidligt ude med meldingen om, at produktivkræfterne i stigende grad kommer i modsætning til produktionsforholdene eller samfundsformationen: "de truer de borgerlige ejendomsforholds eksistens."
Det gamle samfunds former bliver i stigende grad utilstrækkelige. De formår ikke at sikre stabile levevilkår, økosystemerne og menneskers muligheder for at udfolde sig. Det har ført til en bølge af fællesskabsbaserede tiltag med platformskooperativer, deleøkonomi, selvorganisering og meget andet. Nye værdier klemmer sig frem.
Globale virksomheder har lagt sig i slipstrømmen. De har opdaget den positive ladning i begreber som fælles og dele. Innovative udviklere er blevet købt op og har fået Uber, Airbnb, Facebook og Google til at svulme. De nye teknologier skaber nye udbygnings- og centraliseringsformer.
Deres apps og det tilknyttede system er designet til selvudbytning blandt brugerne. Uber ved at være taxichauffør, Airbnb ved at leje værelser ud, som netarbejdere. Når vi indgår i netfællesskaber på Facebooks eller blot Googles platforme, skaber vi værdi. Hvad var Facebook uden brugerne?
De kapitalistisk drevne platforme opløser tilkæmpede arbejds-rettigheder.
De fleste apps bliver udviklet med henblik på en indbygget markedsværdi. For den trængte kapital, der har hårdt brug for vækst, er de interessante af flere grunde. Det er en udvidelse af markedet med nye produkter (eller chauffører). Teknologien udvider markedet geografisk og til nye grupper i samfundet. Det sker på felter, som slet ikke eller kun i ringe grad er reguleret af lovgivning. Ingen teknologier er neutrale.
En anden bagside er, at de kapitalistisk drevne platforme opløser tilkæmpede arbejdsrettigheder. Der bliver skabt et prækariat af løstansatte eller kontraktarbejdere med lave lønninger, ingen jobsikkerhed, ingen forsikringer og på flere måder på kanten af love og regler. Alle bliver kontraktarbejdere.
På Christiansborg fremsatte EL, SF og DF et forsalg om Uber. Formålet var at sikre en regulering af virksomheden, herunder at stoppe social dumping.
Hvis de ville, kunne Socialdemokraterne havde stemt for. Det ville de ikke og erklærede sig samtidig "meget positivt indstillet overfor nye teknologier". Det Socialdemokraterne gør, er i virkeligheden at fastholde de revolutionerende teknologier inden for de kapitalistiske markedsvilkårs rammer. Med Karl Marx in mente betyder det, at de er for de borgerlige produktionsforhold, som hæmmer den fulde udfoldelse af de nye teknologier – produktivkræfterne.
For både arbejderbevægelsen og venstrefløjen er det en udfordring ikke blot at reagere imod konsekvenserne af de nye teknologier ved at forsvare vilkår, men også at skubbe på en udvikling og anvendelse af teknologier til fælles samfundsmæssig udnyttelse.