Efter valget opstod en væsentlig ransagning: Hvad var der sket? Dansk Folkepartis fremgang blev udlagt som ’udkantdanmarks’ hævn. Flere medier hæftede sig ved, at den kreative klasse og parnasset i København har talt arrogant om ’udkanten’, ’vandkanten’, eller hvad de ellers kunne finde på. Medierne har nu også selv bidraget med deres nedladende, stereotype fortællinger om armod i provinsen. Den nye beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen satte trumf på i april med en melding om Danmark som et ’taberland’. Av min arm!

Forstår vi ikke vores land? Vi indgår i en planetarisk urbaniseringsproces, der omfatter alt fra millionbyer, landsbyer, landet, oceaner, bjerge til atmosfæren. Næppe noget sted kan undslå sig den urbanisering, der er en integreret del af kapitalens akkumulationsproces. 

Aktørerne i de større byer er mere intensivt end tidligere koblet til den globale arbejdsdeling i forhold til produktion, finansiering, viden, kultur, kommunikation... Samtidig er interaktionen inden for nationalstaten blevet relativt svagere. De mindre byer, der også er koblet på globale relationer, er mere sårbare og mindre dynamiske, fordi de kun har få aktører. Tænk på Lego, Danfoss, Grundfos...

Den globale arbejdsdeling slår igennem med udflytning af arbejdspladser og øget pres på lønninger. Truslen om fyringer er ekstra hård i områder med kun få store arbejdspladser. Når fyringer følges af krav om lønnedgang, som det er sket på Danish Crown, skaber det generel utryghed. Hvem har gjort noget ved det?

Det ville være fint, hvis venstrefløjen sammen formulerede et vinderkoncept.

Landbruget er i stigende grad kapitaliseret. Arbejdspladser er raslet ud af landbruget, samtidig med at produktionen er vokset. De afledte lokale arbejdspladser er også røget. Sammenhængen mellem landbrug og de små bysamfund er sporadisk.

Byerne indgik engang i et hierarki – et bymønster – der blev brugt til fordeling af samfundsfunktioner. Alle egne skulle med. Der blev investeret i uddannelsesinstitutioner i selv mindre byer, hvor der måske også var et sygehus; kommunerne var mindre, busserne kørte, der var lokale aviser, sportsklubber og meget andet. Der var mere dynamiske lokalsamfund end nu. Den forrige Venstre-regering lukkede meget ned med sygehusplan, kommunalreform, ringere kollektiv trafik, samtidig med at behovet voksede på grund af centralisering. Fodbold og håndbold blev domineret af få professionelle klubber.

Kræfterne til forandringer blev tappet for energi, mens eliten forvandlede Danmark til en ’konkurrencestat’. Vi kan rolig sige, at dét er et taberkoncept.

Kombinationen af klasse, geografi, kapital og global arbejdsdeling skaber nye former for udbytning og en ujævn udvikling, der både rammer provinsen og områder i vores større byer. Klasseperspektivet må være afsæt for analyser af udviklingen i Danmark og nye politikker. Det ville være fint, hvis venstrefløjen – sammen, hvorfor ikke sammen for en gangs skyld? – tog nogle dybere spadestik og formulerede et vinderkoncept. Intet står i vejen for det.