Et nyt år er åbnet med advarselsblik og frygtsomhed. Passe-på dillen er over os. Vi skal passe på Danmark er slagord, hyppigt brugt i statsministerens nytårstale. Men hvordan går det egentlig med at passe på Danmark og os, der udgør den jævne majoritet?

62 procent af Danmark er landbrugsjord. 80 procent af arealet bliver brugt til foder til dyr. 9 procent af arealet bliver brugt til at dyrke menneskeføde i form af korn, kartofler, sukkerroer og grøntsager. På de sidste 10 procent dyrkes industrikartofler, raps til biodiesel, frøgræs, juletræer eller henligger som uopdyrket.

Konsekvenserne er overproduktion af svin, ødelagt jord, monokultur og faldende diversitet i flora og fauna. Regeringen har sidste år sagt god for flere svin og lempet miljøkravene. I 2014 lovgav den socialdemokratiske regering, at aktieselskaber med videre – danske som udenlandske – kan købe jord i Danmark. Det sker.

Er det at passe på Danmark? Er det virkelig den vej, vi vil, når landbruget alligevel kun bidrager med én procent af bruttonationalproduktet? En række omkostninger til miljø er end ikke trukket fra, og landbrugets gæld er 371 milliarder kroner svarende stort set til landbrugsjordens værdi. Er der ikke noget at komme efter her?

Selv om regeringen forleden sænkede grænsebommene, er intentionen stadig en dybere integration i EU og støtte til TTIP. Begge spor giver mindre og ikke mere suverænitet, som ellers er nødvendigt, for at vi kan være herre i eget hus og passe på det. 

Hvorfor skal der sparkes til folk, der ligger ned, ved at tage anseelse og penge fra dem?

Skiftende regeringer har arbejdet for en afvikle suveræniteten over DONG og frasolgt retten til at kunne bestemme over en så vigtig ressource: Hvordan den skal bruges, hvis den skal det. Helt på samme måde som det er afgørende, at kobber-, fiber- og mobilnet er et fælles samfundsmæssigt eje, så vi kan bruge det til en hel masse ting uden at skulle betale ekstra for det. TCD blev godt nok solgt for længe siden, men erfaringerne burde havde sat en stopper for flere privatiseringer og partnerskaber. Vi venter det værste.

Sammenhængskraften er baseret på lige vilkår for alle, økonomisk og i forhold til uddannelse, job og den status, vi har i samfundet. Men hvorfor skal status være knyttet til arbejde? Hvorfor skal der sparkes til folk, der ligger ned, ved at tage anseelse og penge fra dem? I nytårstalen var der ikke ét ord om, at vi skal passe på hinanden, men om bedre samtaler. Hvad hjælper ord i et asymmetrisk styrkeforhold over for magtens handlende arrogance? 

Et omdømme skal også plejes. Regeringer, som er solidariske og hjælper fattige lande og folk, går forrest i kampen mod klimakrise, tør insistere på selvstændigt at udvikle Danmark uden hele tiden at skulle dosere ud fra, hvad andre gør, har et omdømme blandt progressive folk. Alt dette er sat over styr af en regering, som bruger "passe på sproget" til at tale sort.

Vi skal passe på dem, der passer på Danmark.