Vi har lige været igennem en, for nogle, traumatisk tv-serie om 1864, hvor Danmark blev skubbet mod nord af et Tyskland, der var ved at samle sig og finde sin form. Danmark er en amøbe, der skifter form og størrelse. 1864-serien var en hård nyser, der fik folk fra Dansk Folkeparti på barrikaderne – skal vi nu tabe igen!

Amøben har fået vokseværk. Mandag afleverede Danmark sine krav på vores Nordpolen til FN. Det, vi gør krav på, er uendeligt meget større end det tabte Slesvig Holstein. 895.451 kvadratkilomenter omkring Lomonosavryggen, der strækker sig fra Grønland ind under Nordpolen. Det er 20 gange dagens Danmark. I 2004 ratificerede Danmark FN’s havretskonvention fra 1982 og har siden analyseret undergrunden og samlet data omkring Nordpolen.

Udenrigsminister Martin Lidegaard sagde til TV2: "Det er sjældent, at man får mulighed for at ændre på sine grænser og gøre vores land og rigsfællesskab større. Jo større vi er, jo større er også muligheden for at gøre vores indflydelse gældende i verden generelt og i særdeleshed i det her område af kloden." Sandt nok, det er dem, der ejer jorden, der bestemmer. Han mener nok, at Canada og Rusland vil gøre krav på Nordpolen, men tilføjer, at: "Det jo lidt pudsigt, for der er ikke et eller andet fantastisk mineral eller andet på Nordpolen. Det er ren symbolpolitik, som gør, at flere gerne vil have den."

Frem for at gøre krav på en luns af verden burde der være nogle principielle overvejelser.

I Kongeriget Danmarks Strategi for Arktis 2011-2020 hedder det: "Klimaændringerne og den teknologiske udvikling åbner samtidig nye muligheder for Arktis. Blandt andet i form af øget adgang til udvinding af olie, gas og mineraler, men også nye skibsruter, der kan reducere omkostningerne og CO2-udledningen ved fragt mellem verdensdelene. Det skønnes, at Arktis kan indeholde op mod 30 procent af verdens ikke-fundne gasressourcer og cirka 10 procent af de ikke-fundne olieressourcer." Nordpolen og det arktiske område har strategisk betydning i forhold til geopolitik og sejlruter. Det er langt fra blot "symbol". 

Frem for at gøre krav på en luns af verden burde der være nogle principielle overvejelser. Hvorfor skal et territorium ejes af et land for måske bagefter at blive solgt eller afgivet i koncessioner, som det sker med olien i Nordsøen? Hvorfor har den idealistiske udenrigsminister ikke fulgt FN-sporet? Et Nordpolen under FN ville være et stærkt og principielt kort at lægge på bordet. Det kunne for eksempel åbne en vej for Sydpolen og andre fælles goder i verden. I betragtning af at der alligevel ikke kommer en afgørelse de første 10-15 år, vil det være et forslag, der kunne modne og opbygge et pres for en verden, hvor det ikke er naturligt, at territorier, råstoffer, føde og forbindelser er underlagt kolonialisering og imperialisme.