Sygdom og sundhed fordeler sig ikke ligeligt mellem forskellige samfundsgrupper. Lavtuddannede kan statistisk set forvente en væsentlig kortere levetid med en væsentlig længere periode med dårligt helbred i forhold til højtuddannede. Værst står det til med mennesker, der er socialt udsatte og hjemløse.

Meget tyder på, at det har flere årsager, men at en af dem kan findes i det forhold, at mennesker med lav social status ikke får den samme gode behandling i sundhedsvæsenet som dem fra de sociale lag, der matcher sundhedsvæsenets ansatte.

Nu skal man jo vogte sig for at lade sig forføre af eksempler på, at det kan gå helt anderledes end hvad statistikker og undersøgelser viser, at det burde gøre? For eksempel er jeg helt klar over, at selvom, der er én i min bekendtskabskreds, som er sund og rask trods sine 89 år, heraf de sidste 69 som ryger, er det alligevel rigtigt, at rygning giver en betydelig risiko for at forkorte ens levetid.

Der vil altid være undtagelser, nogen som er heldige eller har en særlig stærk konstitution. Men det vil være en dumhed ikke at anerkende, at risiko for kræft, sukkersyge og andre af de lidelser, vi kalder livsstilssygdomme, øges ganske betydeligt ved rygning og ved overvægt.

Sådanne tanker gjorde jeg mig, da jeg for små to uger siden cyklede hjem efter på den samme dag at have besøgt to mænd, begge omkring 50 – 60 års alderen, som jeg hver især har kendt i mange år, fra den tid hvor de var hjemløse.

Den ene har drukket voldsomt, siden han var ganske ung, den anden har været injektionsstofmisbruger lige så længe. De to mænd kender ikke hinanden, og det var helt tilfældigt, at jeg netop besøgte dem den samme dag. Det var lige før min ferie og de havde begge nogle bekymringer, som de havde brug for at dele med mig. De har begge fået konstateret nedsat leverfunktion.

Der er læger og sygeplejersker, og utvivlsomt mange af dem, der gøre deres for at sikre alle borgere en lige god behandling.

Det er der grund til at blive bekymret over. Så der var ikke noget at sige til, at de gerne ville tale om, hvad det kunne indebære. Jeg kom med alle mine fordomme om, at de var blevet mødt af et sundhedssystem, som ikke ønskede dem og ikke forstod deres særlige behov. Men sådan var det slet ikke.

Begge fortalte hvordan de var blevet modtaget hos hver deres praktiserende læge, som havde haft god tid til både at undersøge dem grundigt, fortalt hvad de mente, det drejede sig om og sagt, at der skulle flere undersøgelser til. Og begge havde fra hver sit hospital fået indkaldelser til undersøgelse ugen efter besøget hos lægen og med en ventetid på godt en uge.

De havde begge været til den indledende undersøgelse og der fået grundigt fortalt, hvad man mente om lidelsen. Begge ventede nu på at skulle møde til scanning inden for et par uger. Altså en absolut god behandling, som de da også var glade for, trygge ved og roste.

Udover at tænke at det var mærkværdigt lige at dumpe ned i to så enslydende historier på den samme dag, rumsterede tankerne om det enkelte, eller altså her det dobbelte, udsagn som modsiger, hvad forskningen ellers beskriver. Jeg mener stadig, at der er tale om forskelsbehandling, og at det ikke er fejlagtig videnskab, der viser det.

Men det er en viden, der bør forskes mere i, så den bliver mere nuanceret, end den er i dag. Og så vil jeg tillade mig at glæde mig over, og minde os alle om, at historierne fortæller, at der er læger og sygeplejersker, og utvivlsomt mange af dem, der gøre deres for at sikre alle borgere en lige god behandling.