Vil vi anstændighed eller nedrighed?
Blogs

Vil vi anstændighed eller nedrighed?
Fattigdommen, udsatheden og hjemløsheden har skiftet form, karakter og indhold de seneste år. Problemerne er blevet anderledes, men de er ikke blevet mindre.
I de sidste tre år har jeg hver måned skrevet en socialpolitisk kommentar i Arbejderen. Nu har jeg besluttet mig for at takke af. Ikke fordi jeg mener, at der ikke er mere at skrive om. Der er stadig rigeligt at tage fat på. Og det vil jeg også gøre, blot ikke i form af en fast månedlig klumme. Det er på tide at blive en fri mand, der ikke er bundet af bånd og for mange forpligtelser. Men det har været rart at have en fast plads i avisen, det er så at sige blevet hjemligt.
I en af mine første klummer skrev jeg, at graden af et samfunds anstændighed kan måles på den måde, samfundet tager sig af sine medlemmer. Også dem, som er socialt udsatte, dem som er fattige, og dem som er hjemløse. Og også dem, som ikke umiddelbart er til økonomisk nytte for samfundet. Det synspunkt er der rigeligt med grunde til at gentage.
Mere end penge
Jeg brugte dengang udtrykket anstændighed, men jeg kan lige så godt kalde det samfundets sømmelighed eller moral. Når jeg bruger sådanne begreber, er det for at gøre opmærksom på, at det at tage vare på samfundets svageste ikke kun handler om at sende en pose penge. Penge skal der også til, men lige så nødvendigt er anerkendelse og ret til at være med i samfundet.
Den holdning har stadig sværere og sværere tider. Det er blevet en nærmest naturlig del af debatten for flere og flere at dem, der har deres på det tørre, offentligt at nedgøre de fattige og de udstødte. Nogle politikere holder sig heller ikke tilbage. Det er heldigvis stadig et mindretal, men mange flere følger med ved at forholde sig tavse. Der er pres på, også langt over i de grupper der ellers ser sig selv som tilhørende venstrefløjen, for at afmontere den solidariske velfærdsstat.
Den frie bevægelighed over grænserne kan være fin nok, hvis ikke det også skal gælde for de fattige, hjemløse og visse etniske minoriteter.
Vi får tudet ørene fulde med, at den fremtidige velfærd skal sikres gennem nedskæringer af de offentlige udgifter, også de sociale. Men hvad er den fremtidige velfærd? Jeg kan slet ikke forestille mig, at det drejer sig om, at man vil vende tilbage til det velfærdssamfund, vi kender, derimod kan jeg sagtens forestille mig, at det er velfærd til middelklassen, forsikringsordninger og gode sundhedsydelser til dem, som det kan betale sig at behandle.
Grænser for solidaritet
Nogle bryder sig om det nye fælleskab i Europa andre ikke. Også der spiller økonomisk politik en dominerende rolle, og også der bliver vi udfordret på vores vilje til solidaritet. Nu skal man jo ikke være mere solidarisk, end at det bygger på sund fornuft, altså en fornuft der ser på, om det kan betale sig, kan også toppolitikere få sig selv til at sige. Den frie bevægelighed over grænserne kan være fin nok, vil de fleste mene, hvis altså ikke det også skal gælde for de fattige, hjemløse og visse etniske minoriteter. Dertil rækker solidariteten ikke.
Fattigdommen, udsatheden og hjemløsheden har skiftet form, karakter og indhold bare gennem de tre år, jeg har skrevet klummer i Arbejderen, for ikke at tale om gennem de mere end 30 år, hvor jeg har arbejdet med mennesker, der er hjemløse. Meget af det, der er blevet gjort for at bedre forholdene for de socialt svageste, har haft en mere eller mindre god virkning, men alligevel står vi i dag med mindst lige så store og helt nye problemer. Mange af dem anerkender vi ikke en gang, som noget vi er ansvarlige for, for eksempel hjemløse der rejser ud fra de meget fattige områder i nogle europæiske lande og som undervejs i jagten på en bedre tilværelse slår sig ned hos os.
En påberåbelse af en anstændig og solidarisk måde at forholde os til de, der ikke har haft lykken med sig i forhold til at klare sig socialt, har været ledetråden for mine skriverier her i avisen. Jeg er ikke i tvivl om, at det vil der være endnu mere behov for at råbe op om i fremtiden. Hvor er det trist at konstatere, at mange vender det døve øre til.
Redaktionen takker Preben Brandt for hans mange bidrag til avisen. Vi er i gang med at skaffe nye deltagere til det socialpolitiske debatpanel og præsenterer de nye klummeskrivere inden jul.