Så har vi nået det tidspunkt på året, hvor alle gode borgere, der lever af arbejdsindtægter, bør sende en tak til de, der af den ene eller den anden grund må leve af en overførselsindkomst. Altså kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister og folkepensionister. For hvad angår disse grupper har vi besluttet, at det, de får udbetalt, ikke skal følge den almindelige lønudvikling, men år efter år beskæres en lille smule.

På den måde skaffer politikerne pengene til årets satspuljeuddeling. Det har aldrig været sådan, at der lyder takketaler til dem, der betaler i den anledning. Det er nu heller ikke noget, de selv har fundet på, at dem med de laveste indtægter, skal finansiere en pulje på mange hundrede millioner kroner. Det er de andre, dem der vogter deres skattekroner, som har fundet på det og bestemt det. Men det mindste, man kan gøre, er da alligevel at sige tak.

De svigtede børn

Det er jo sådan, at det, de mere velhavende ikke vil finansiere over skatten, bliver der betalt for på den måde. Pengene går til at sætte gang i aktiviteter og projekter, der skal komme socialt udsatte til gode. Og det gør de penge almindeligvis. Man kan ikke komme uden om, at de op mod 300 millioner kroner, der i år bliver givet til indsatser, der skal beskytte børn mod overgreb, er både godt, vigtigt og nødvendigt givet ud.

Der er mange andre gode uddelinger i årets satspulje, men lad mig holde fast i de børn, som vi gennem de sidste år har hørt om, igen og igen, og som er blevet så forfærdeligt svigtet.

Det, de mere velhavende ikke vil finansiere over skatten, bliver der betalt over satspuljen.

Man begår en alvorlig fejl, hvis man bilder sig ind, at det er et nyt fænomen, at børn bliver groft mishandlede og svigtede af forældre og samfund. Både skøn- og faglitteraturen, så langt tilbage som der er skrevet, er fyldt med beretninger om børn, som lider, men som ingen hjælp får. Børnehjemsbørn, der aldrig møder forståelse endsige kærlighed, børn, der bliver udliciteret i sognet til de familier, der vil lade sig nøje med det mindste vederlag, børn, der efterlades med forældre, der tæver dem og udnytter dem seksuelt.

Læsestoffet er omfattende og fortæller også, hvordan disse børn får svært ved nogensinde at få en chance for at komme til at leve et ordentligt voksenliv. Det er svært her ikke at spørge, om fattigdom og klassesamfund spiller en større rolle end den individuelle tilgang, man i almindelighed har i det her spørgsmål.

Fokus på de mange fejl

Vi har øje på og rystes af de store sager, der dukker op om børnemishandling. Men lige så meget øje burde vi have for, at Ankestyrelsen kan vise, at der begås fejl i den sociale sagsbehandling i en meget stor, alt for stor, del af de sager, der handler om børn.

Det ville være naivt ikke at tro, at de fejl både kan føre til, at et barn bliver ladt i stikken og til det modsatte, at der sker et uberettiget overgreb på en familie og et barn, således at et barn fjernes eller underlægges særlige indsatser uden saglig grund, og dets forældre bliver idømt rollen som dårlige forældre. Ingen af delene burde kunne ske, hverken før eller nu.

Under alle omstændigheder, men især når det nu er en særskat, de fattigste sættes til at betale, der skal sikre, at børn beskyttes bedre mod overgreb, vil jeg håbe, at pengene bruges med omtanke, og at indsatsen følges af nogle tanker om, hvordan vi også på andre måder kan gøre noget for de børn, der så uretfærdigt rammes af overgreb og svigt.

Og så husk, I der sparer pengene, at takke de der afleverer dem.