07 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Operation små sko

Blogs

Retshjælpen Rusk
Baggesensgade 3, København. www.rusklaw.dk
Retshjælpen RUSK tilbyder gratis juridisk rådgivning og sagsbehandling indenfor især strafferet, politiret, forvaltningsret og udlændingeret. RUSK bliver støttet af Civilstyrelsen, der blandt andet sikrer lokaler og adgang til Karnovs Lovsamling. RUSK drives af 17 frivillige jurister og jurastuderende og tager alle sine større beslutninger på månedlige fællesmøder.
Blogindlæg af Retshjælpen Rusk

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Tirsdag, 11. oktober, 2016, 07:30:19

Operation små sko

I 2015 ændrede politiet taktik og begyndte at dele bøder ud til de demonstranter, der demonstrerede mod den højreorienterede gruppe Pegida. Problemet var blot, at politiet ofte udstedte bøder for ting, der er fuldt ud lovlige.

Af Amalie Starch og Helena Reumert Gjerding

I Retshjælpen Rusk har vi beskæftiget os med flere forskellige sager, hvor politiet har grebet ind over for demonstrationer. Dette i en sådan grad at det at hjælpe med at indbringe sager mod politiet er blevet en af vores kerneopgaver.

Samtidig viser det, at politiet anvender ulovlige midler, der forhindrer folk i at deltage i lovlige demonstrationer. 

Vi hjælper demonstranter med at klage over politiets adfærd og dispositioner i form af politibrutalitet, nedværdigende tale, visitationer og frihedsberøvelser, og vi hjælper med at anmode om erstatning, når politiets indgreb viser sig at være uretmæssige. Under COP15-topmødet i København hjalp vi med at få sagen om de mange administrative frihedsberøvelser indbragt for retten, og efterfølgende hjalp vi hundredevis af demonstranter med at få erstatning for uberettiget frihedsberøvelse.

De seneste par år har vi oplevet, at politiet er begyndt at anvende nye metoder overfor demonstranter. I flere tilfælde har politiet, mere eller mindre bevidst, frihedsberøvet demonstranter og forbipasserende. Vi har løbende hjulpet med disse sager i Retshjælpen, og efter de fleste af de administrative frihedsberøvelser var blevet kendt ulovlige af domstolene, oplevede vi, at politiet ændrede taktik i løbet af 2015. En taktik der blev kaldt Operation små sko.

Operation små sko gik ud på, at politiet begyndte at dele bøder ud til de demonstranter, der hver uge demonstrerede mod den højreorienterede gruppe Pegida. Bøderne blev givet for brud på blandt andet ordensbekendtgørelsen, færdselsloven, jernbanereglementet og sågar naturfredningsloven.

Forseelserne lød på alt fra at råbe slagord som "asyl til alle" og "ingen racister i vores gader", til at smide skodder på gaden, spille musik, gå på gaden, gå over for rødt og lignende.

Taktikken virkede sådan set meget godt. Flere af demonstranterne fortalte os, at de var stoppet med at gå til demonstrationer, fordi de simpelthen ikke havde råd til at betale bøderne.

Problemet med taktikken var imidlertid, at politiet i størstedelen af tilfældene udstedte bøder for ting, der er fuldt ud lovlige. Det er faktisk lovligt at råbe slagord, spille musik og gå på vejen i forbindelse med en demonstration. Dette blev bekræftet, da vi i Rusk indbragte bødesagerne for retten. Efter domstolene havde frikendt folk i de første sager, lykkedes det at få anklagemyndigheden til at opgive hovedparten af de resterende sager. Vi fik også domstolene til at genoptage sager og frikende nogle af dem, der allerede var dømt ved udeblivelsesdom.

Pointen med denne historie er, at det nogle gange nytter at kæmpe for sin ret. Samtidig viser det, at politiet anvender ulovlige midler, der forhindrer folk i at deltage i lovlige demonstrationer. Det burde ikke være nødvendigt, at vi som retshjælp hele tiden skal være på vagt i forhold til at identificere problemer og hjælpe demonstranter med at undgå ulovlige indgreb fra politiets side, når de blot udøver deres grundlovssikrede ret til at demonstrere.