22 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hvad du ønsker, skal du få

Blogs

Rikke G. F. Carlsson
Formand for Kommunistisk Parti i Danmark
Valgt som formand for KPiD i juni 2018. Har været medlem af partiets landsledelse de sidste 25 år. Opstillet en række gange som kandidat for kommunisterne ved regions- og kommunalvalget.
Blogindlæg af Rikke G. F. Carlsson

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Tirsdag, 15. december, 2020, 09:11:49

Hvad du ønsker, skal du få

Der er masser af hjælpepakker, der kunne deles ud til jul til trængende. Ønskesedlen er stor. Økonomisk belønning til de offentligt ansatte for deres indsats. Dagpenge skal løftes, de fattige, de boligløse, jobcentrenes ofre og så videre.

Julen står for døren, og ønskesedlen skal skrives. Ud over det oplagte som sokker, en måneds husleje, et job, og at covid-19 stopper, så er der rigtig mange ting, vi må undvære, såsom håbet om, at 2021 bliver meget bedre.

De mange penge til militæret, to procent af vores BNP, er penge lige ned i død og ødelæggelse af natur og mennesker.

En af de få glæder, vi havde i dette år, var, at Trump tabte. Ja, nogle steder havde folk endda arrangeret valgfester for ham den anden pensionist, Biden. Nu skulle alting blive godt igen, blive normaliseret, anstændigt, og mange andre begrebsforvirringer blev kastet rundt som konfetti.

Ja, vi kan både på Facebook, i aviserne og blandt åbenmundede politikere blive enige om, at Trump er en utilregnelig skærmtrold. Kampagner om hans hår, udtalelser og så videre er blevet delt og grinet af. Hans håndtering af covid-19 var katastrofal. Demokraterne har været lykkelige for ikke at skulle lægge navn til den krise.

En forklædt demokrat

Men nu kommer Biden. Hans eneste held er, at vaccinen snart er klar, og som velkomstdrinks bydes der kun på mundbind. For Biden står for samme økonomiske politik, kapitalismen. Det er slået fast mange gange af hans sorte kvindelige vicepræsident overfor venstrefløjen i valgkampen.

Biden tilbyder ikke et ordentligt sundhedsvæsen, og jeg tror heller ikke, at vaccinen bliver gratis for alle. Der satses på velgørenhedsorganisationer, som skal forbarme sig over illegale emigranter og de fattige. Sådan plejer det at være.

Trump gjorde kapitalismen synlig. Og det var det, der sved i øjnene på hans modstandere, ikke hans politik. Der var Trumps frirum; han vidste, de ikke kunne sige noget brugbart andet end angreb på hans ligegyldige personlighed. Det er set så mange gange før i historien. De fleste kapitalister foretrækker den forklædte demokrat, for så bliver der ro på bagsmækken.

Nu skal Biden rydde op og skabe ro efter de oprør, der opstod. Heldigvis var det ikke kravet om socialisme eller noget, der lignede. Det blev forpurret med racespørgsmålet.

Biden vil som Trump hellere bruge penge på krig end på sundhedsvæsen. Vi har allerede set, hvilken sort pensioneret militærmand der skal være forsvarsminister. Det kommer til at koste dyrt både i menneskeliv og økonomisk.

Biden-administrationen vil nemlig holde os europæere fast på de løfter om øget oprustning, vi (NATO-landene) gav på topmøderne i Warszawa (2016) og Bruxelles (2018). Det bliver der ikke lavet om på. Corona eller ej.

Nu kommer der snart en vaccine og så afsted med soldaterne. Krigens købmænd vinder altid valget i USA. Resten er underholdning for folket, der skal minde om noget, de kalder demokrati.

Vi plejer i Danmark at være duksen i NATO, men mig bekendt synes ingen danskere at have lyst til at drage i krig med eller mod nogen lige nu. De udstationerede er langt væk. Mali, Irak, Afghanistan og en del i Baltikum. Ingen står og truer de danske grænser. For den sags skyld ej heller Europas grænser. Vi ruster op langt væk og sender en julehilsen hjem med ønsket om en sang.

Mangler i finansloven

Partierne bag finansloven – både de grønne og de røde – burde have tænkt på klimaet, der drager et lille lettelsens suk under pandemien. De burde tænke på sundheden – epidemien har vist, at et nedskåret sundhedsvæsen nemt kan briste – og på freden, der skåner både sundhed og klima.

Det gjorde de bare ikke. Vi kommer ikke til at se en eldreven tankvogn eller et solfangergevær. Militæret kommer heller ikke til at bruge cykelstierne eller sænke CO2-udslippet.

De mange penge til militæret, to procent af vores BNP, er penge lige ned i død og ødelæggelse af natur og mennesker. Penge vi burde bruge på at redde vores danske børn hjem fra Syrien, på at løfte vores sundhedsvæsen og velfærd.

Når det nærmer sig jul, tænker jeg altid på den legendariske jul under Første Verdenskrig 1914, hvor soldaterne stod op fra skyttegravene og ønskede hinanden god jul i fredens tegn.

Ønsker er ikke nok, det ser vi på pakkerne under træet, hvis der overhovedet ligger nogen. Så kampen for julefreden og fremtiden ligger hos os. Vi vil ikke betale for kapitalismens krise.

Pengene er vores, og der er masser af hjælpepakker, der kunne deles ud til jul til trængende. Ønskesedlen er stor. Næste år starter overenskomstforhandlingerne for de offentligt ansatte, de skal takkes økonomisk for deres indsats. Dagpenge skal løftes, de fattige, de boligløse, jobcentrenes ofre, vi kunne blive ved. Pas på hinanden, og gør jer klar til kamp! Intet får vi foræret.