Med søsters hånd
Blogs
Med søsters hånd
Ingen vil rydde op trods masser af konkrete beviser. Det ser vi inden for miljø, offentlige ydelser/ydmygelser, SKAT, boligpolitik, sundhed og på mange andre områder.
Når man står foran et gammelt hus, der ligner en ruin, må pengepungen vurdere, om det bare er taget, der skal lappes for at undgå regn i kaffekoppen, eller om det bliver den helt store makeover.
Det er på tide, at vi selv river huset ned og sammen bygger noget sundt, smukt og holdbart op.
På kort sigt kan man klare sig med “søsters hånd”. Men på et tidspunkt må der tages et valg. Skal vi rive det hele ned og starte forfra og bygge noget sundt og holdbart op? Eller fortsætte lappeløsningerne og sminke liget, selvom man ved, at det er på lånt tid?
Det virker umiddelbart latterlig logisk for os. Desværre må pengepungen tit tage valget. Havde vi pengene, var valget oplagt. Riv ned, og start på en frisk.
Sminket lig
Men for politikere er det et skræmmende valg, selvom de har pengene. De har påtaget sig jobbet “at sminke et lig”, bare holde firmaet gående, få deres løn og overlade ansvaret til de næste.
Lappeløsninger som har katastrofale konsekvenser for sundhed, sikkerhed og livskvalitet for dem, det berører. De vælger, at der kan spekuleres i huset, de bruger pengene på at angribe andre huse og maler opgangen i en pæn farve efter demokratisk afstemning i opgangen. Betalt selvfølgelig af beboerne selv.
En naiv beskrivelse af vores samfund, men sandt. Den lille ramme, en politiker i dag har lov til at ændre ved og putte sine små visioner ind i, er så grinagtig, at de må bruge kreative spindoktorer til at pakke ingenting ind i.
Ingen vil rydde op trods masser af konkrete beviser. Det ser vi inden for miljø, offentlige ydelser/ydmygelser, SKAT, boligpolitik, sundhed og på mange andre områder. Vi er næsten holdt op med at forarges. Vi føler os magtesløse og hovedrystende frustrerede.
Vi så lige de fantastisk skarpe journalister, der spurgte de forhandlende parter i overenskomstforhandlingerne. Nu havde vi hørt, hvad arbejderne fik tilbudt, men det store kritiske spørgsmål var: Hvad fik arbejdsgiverne?
Og de undrede sig over, at arbejdsgiverne ikke svarede? Svaret er nemt. De fik alt det, vi ikke fik. Og det er de super tilfredse med. De vidste, at denne gang kostede det lidt, og håber så på, at det er pris nok for fred og ro.
Det ligger lige for, hvis man var politiker. Stop øjeblikkeligt alle jobcentre og dermed også distribueringen af gratis arbejdskraft. Dermed synliggør man den reelle arbejdskraft og dens pris. Og skaber rigtigt arbejde.
Som bonus stopper man ydmygelserne og får større skatteindtægter, så man kan finansiere de offentlige ydelser, politikerne siger, der ikke er råd til. Som gensidig forsørgerpligt, kontanthjælp, folkepension og så videre. Det var det, de fleste vælgere håbede på ved valget.
Farcen om miljøet
Miljøet er også en farce. Det største grønne afkast er, at en plastikpose i Netto nu koster fire kroner. Ellers er alt blevet udsat for en “greenwashing”, som det hedder i dag. Ikke en kemilovgivning, ikke en begrænsning over for landbruget eller fiskeriet.
Mette Frederiksen stod med tårer i øjnene under brexit og var bekymret for vores fiskere? Selv om hun ved, at Storbritannien stadig er underlagt EU's fiskeripolitik trods brexit. Men har hun gjort noget ved de hollandske bundtrawlere, der ødelægger vores fiskeri ved de danske kyster? Nej. Krokodilletårer, grønne Mette.
Og så tales der om flyafgift. Når en flybillet koster 200 kroner retur til en anden storby med et lavprisflyselskab, så er det ikke afgiften, der ændrer adfærd. Men en anstændig overenskomstmæssig løn til alle dem, som er involveret i en rejse fra lufthavn til hotellet. Da vil priserne se anderledes ud og være noget værdifuldt, man sparer op til. Men det vil politikerne ikke i “konkurrenceevnens” navn.
Og sådan kunne vi blive ved med at komme med eksempler og forslag til lappeløsninger fra hverdagens dryppende tagrende.
Brug for handling
Det er på tide, at “søsters hånd” bliver knyttet. At vi selv river huset ned og sammen bygger noget sundt, smukt og holdbart op. Dette hus skal være vores, bygget af organiseret arbejdskraft, med plads til syge og handicappede. Plads til børn og gamle. Plads til logik, faglighed og videnskab. Plads til kreativitet.
Det får vi ikke af arbejdsgiverne eller af de politikere, der har accepteret deres rolle som forsvarere for kapitalens behov. Håber vi ses til de protester, der foregår mange steder i landet. De samme paroler ses overalt i verden. Vi er ikke alene. Sammenhold gi'r styrke!