I fodbold skifter fodboldspillere klubber i den periode, man kalder transfervindue.

Det sikre kort er at stifte et nyt parti, mens man sidder inde. Så er adgangen til medier og kontakter størst. 

Sådan en periode har vi også lige været igennem for politikerne inde på Christiansborg. Som i fodbold og andre sportsgrene kan man gennem sin karriere nå at være med i mange forskellige klubber.

Vi har lige oplevet en bunke af skift. Nogle har valgt at sidde over på bænken, til det bedste tilbud kommer. Uha, politik er et svært spil.

Det sikre kort er at stifte et nyt parti, mens man sidder inde. Så er adgangen til medier og kontakter størst. Ellers satser man på et jobtilbud som lobbyist. Her sidder Lars, Jens og Inger på bænken lige nu.

Superliga

Andre synes, det er et sikrere kort at vælge et gammelt parti. Men det kræver, at man er en synlig politiker, der kan byde ind med noget fra personlige stemmetal til tidligere ministerposter, og dem er der en del af.

Ida er det sidste skud. Gik fra SF til de Radikale og nu vælger hun Socialdemokratiet. Her kan hun møde mange tidligere holdspillere fra SF, som har opnået en god plads på banen. Samt et tidligere Enhedsliste-medlem. Spilleforholdene er lidt anderledes, men retter du ind, er du p.t. på vinderholdet.

Altså, lige nu ser det ud som om, det kan betale sig at hente spillere udefra og vinde ligaen. Men får Socialdemokratiet på langt sigt svært ved at udvikle nye i egne rækker? Det bliver føljetonen her fra speakerpladsen.

Sponsorer

Naser overlevede i dansk politik ved i tredje skift at vælge De Konservative. Resten af Liberal Alliances stiftere læste aldrig helt spillet og mistede sponsorerne og deres følgere.

Det ser ud som om, sporten har bidt sig fast i politik. Årsagerne er åbenbart forskellige. Der er forhindringer på karrierevejen, uenighed i politikken, enten fordi man har ændret holdning undervejs, eller fordi partierne har ændret deres politik. Men mest ser det ud til, at det er forhindringen i egen karriere, der spiller ind.

Konkurrencen

Man skal ikke glemme, at der er stor konkurrence i toppen. Der er altid en to'er, og vil du være kalif i stedet for kaliffen eller bare være med på førsteholdet, så skal der kæmpes eller handles.

Et stort personligt stemmetal er ikke nødvendigvis lig med magt. Der er sponsorer, som skal plejes, og det gøres gennem politikken. Modsat kan stemmetallene også give enevælde, da andre sidder på dine stemmer. Men så skal man huske, hvem der satte dig i spidsen for projektet, og det koster også.

Pokalen

Moralen er, at der ikke er nogen moral. Ingen standard for, hvem man tager imod, hvis bare de gavner profilen og stemmevæksten. Ens egen moral skal være omstillingsparat, men så er løn (også under sygdom) og pension godt sikret.

Og det gode ved det hele er, at alle dine kollegaer fra de andre partier beskytter de grundlæggende økonomi- og sikkerhedsregler, da det er bedst at helgardere sig, hvis man skulle komme ud for samme situation i jobkarrieren.

Chancen for at få stress kan være der, men igen, hvad vil man opnå? Skal man egentlig ikke bare holde den kørende og øve på svar, der legaliserer ens kommende handlinger. For den der med, at man vil gøre en forskel, tror vist ingen på mere.

Underholdningsværdi

På intet tidspunkt har dette handlet om politik, og det gør det sjældent. Og det er ubehageligt frustrerende for ikke at skrive vredesprovokerende, at medierne ignorerer selve politikken. Mange oplever lige i øjeblikket at få afvist væsentlige læserbreve og kronikker i de store dagblade.

De handler om et advarselsvigtigt svigt i demokratiet, om vores hovedstads fremtid, om den gensidige forsørgerpligt, om boligpolitikkens konsekvenser, kulturens nært forestående død, om de budgetforlig, som forhandles i kommunerne og igen går ud over svage, syge og børn på grund af budgetloven og mange andre vigtige emner.

Næ, nu venter vi i spænding på, hvilken fremtid der tilbydes afhopperne og tilhopperne. Så længe de hopper, når der bliver sagt hop, så længe kan de få lov til at styre vores liv.

Overraskelsesmomentet

Nogle gange i sport bryder et lille hold igennem og nakker de store. Til stor begejstring. Og det skal også ske i politik. Vi er ikke tjent med levebrødspolitikere og lobbyister. Befolkningen og dens bevægelser skal høres og inddrages. Dette kan kun sikres ved et socialistisk demokrati.

Som det ser ud nu, har vi oddset på det kendte med en ekstrem lille gevinstrate eller underskud. Tiden er til at tage chancen – vi har alt at vinde og intet at miste.