30 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Internettet under forandring

Blogs

Rina Ronja Kari
Medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU
31 år og født på Nørrebro i København. Cand. soc. i virksomhedsledelse og organisationssekretær hos Pædagogstuderendes Landssammenslutning. Har været aktiv EU-modstander siden 2000.
Blogindlæg af Rina Ronja Kari

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Tirsdag, 19. februar, 2019, 12:18:08

Internettet under forandring

Tusindvis af borgere har protesteret og kæmpet imod det nye EU-direktiv om ophavsret i den digitale verden. Meget tyder på, at det nu bliver vedtaget.

I sidste uge indgik EU-institutionerne en aftale om nye regler for ophavsret i den digitale verden. Også kaldet copyrightdirektivet.

Tusindvis af borgere har med god grund protesteret og kæmpet imod det nye direktiv i mange måneder, der er nemlig lagt op til radikale forandringer af, hvordan vi kan dele ting med hinanden.

 Et filter kan i sagens natur ikke skelne mellem, hvornår noget optræder i en sammenhæng, hvor det er omfattet af ophavsretten.

Den grundlæggende forandring handler om, at det fremover bliver de sociale medier, som har ansvaret for at undgå at ophavsretten bliver brudt. I dag er det brugerne, som har dét ansvar.

Den eneste måde, et socialt medie eller en platform kan undgå ansvaret, er ved at have effektive systemer til at forebygge, at der bliver delt noget, som kan bryde ophavsretten. Og så skal de forsøge at lave licensaftaler med dem, der ejer ophavsretten.

Der er altså i praksis tale om et krav om at lave et indholdsfilter, som skal filtrere alle uploads og blokere dem på forhånd. Et filter, hvor man må formode, at det hellere skal blokere for lidt for mange ting end lidt for få ting. Simpelthen på grund af den potentielle straf.

Men et filter kan i sagens natur ikke skelne mellem, hvornår noget optræder i en sammenhæng, hvor det er omfattet af ophavsretten. Lægges der en video på youtube med et stykke musik, så er sagen måske klar, men hvad hvis jeg optager en video til en demonstration, eller mens jeg går ned af gågaden, og der kommer noget baggrundsmusik med?

I det tilfælde vil det ikke normalt være omfattet af ophavsretten, men et filter kan i sagens natur ikke skelne. Og pludselig kan vi som brugere opleve en voldsom begrænsning på, hvad vi kan dele med hinanden.

Og hvad så med de berygtede memes? De må såmænd gerne laves, men det bliver tvivlsomt, om du kan dele dem med dine venner. De vil jo sandsynligvis også blive ramt af filtret.

Jeg har hørt fortalerne argumentere for, at nu tager vi et fast greb om særligt Facebook og Youtube. Men sagen er i mine øjne nærmere omvendt.

Facebook og Youtube er stærke nok dels til at indgå latterlige licensaftaler, hvor kunstnerne fortsat kun får håndører, og dels stærke nok til at udvikle effektive indholdsfiltre, hvor brugerne simpelthen bare får blokeret for ting, eller hvor de hemmelige algoritmer får en deling til at forsvinde ud i glemslen.

De mindre platforme er en helt anden sag. De har hverken samme kræfter eller styrke, og de får svært ved at leve op til det nye direktiv. De er godt nok undtaget de første tre år, men derefter gælder de nye regler for ALLE platforme uanset størrelse.

Der er altså lagt op til noget af en mavepuster for internettet, som vi kender det i dag. Det er naturligvis ikke enden på alting, men det er dybt problematisk. Derfor stemmer jeg også nej, når den endelige aftale skal til afstemning i EU-parlamentet i løbet af marts. Det er vi indtil videre kun ganske få danskere, der gør!