Når verdens ledere og resten af Davos-klassen til november samles i Bonn til COP23 er det nok ingen overraskelse, at Afrika Kontakt, såvel som resten af det kritiske civilsamfund ikke vil være at finde nær de lukkede forhandlingsrum.

I Afrika Kontakt tager vi afstand fra COP-processen, da vi ikke mener, at den foregår på demokratisk vis.

I stedet vil vi være at finde nogle kilometer derfra i færd med at blokere en aktiv brunkulmine som del af Europas største civile ulydighedsaktion, Ende Gelände, som på dansk kan oversættes til noget i stil med “her til - og ikke længere!”.

Det vil vi, fordi vi, ligesom et voksende antal mennesker verden over, er blevet tiltagende desillusionerede, i forhold til hvad verdenseliten egentligt kan og vil gøre i forhold til at tage deres ansvar seriøst og vende skuden. En desillusion der opstår, når vi gang på gang ser samme elite prøve at presse omfattende neoliberale frihandelsaftaler igennem, som vil give multinationale virksomheder ret til at sagsøge stater, der prøver at indføre progressiv klimalovgivning.

En desillusion der opstår, når vi løbende modtager rapporter om lande, der ikke lever op til deres egne frivillige mål om CO2-nedskæringer – uden konsekvenser. En desillusion der opstår, når vi kigger på, hvem der egentligt sponsorerer de klimaforhandlinger, som skulle være vores kollektive vej ud af den katastrofale løbebane, der med syvmileskridt trækker os mod afgrunden.

Virksomhedsinteresser gennemsyrer klimaforhandlingerne

I Afrika Kontakt tager vi afstand fra COP-processen, da vi ikke mener, at den foregår på demokratisk vis. Man kan narres til at tro, at det alene er nationalstaternes repræsentanter, der dikterer slagets gang ved disse store internationale topmøder.

Men kigger man bag kulisserne ved forhandlingerne, står et væld af multinationale sponsorer og ditto lobbyvirksomheder side om side med de formelle beslutningstagere. Tilstedeværelsen af disse private sponsorater stiller et stort spørgsmålstegn ved legitimiteten af klimaforhandlingerne.

Ved COP21 i Paris i 2015 stod bilproducenten Nissan Renault sammen med flyselskabet AirFrance som hovedsponsorer af topmødet. Det kommer derfor ikke umiddelbart som en overraskelse, at udledning af CO2 fra fly og shippingindustrien slet ikke var omfattet af Paris-aftalen. Vi er nødt til at forholde os kritisk til den indflydelse, private virksomheder har på kritisk beslutninger om vores alles fælles fremtid. For selvfølgelig skal virksomheder ikke kunne betale sig fra at tage deres ansvar. 

Ved dette års klimatopmøde i Bonn er en af hovedsponsorerne BMW Group. De multinationale selskaber er naturligvis ikke glade givere – de møder op med en dagsorden, der har til hensigt at fremme egne interesser. COP-processen bliver middel for dem til at pleje deres billede i offentlighedens lys og samtidigt udøve indflydelse over kritiske forhandlinger om planetens fremtid, på bekostning af civilsamfundets stemmer.

Det er systemet, der er problemet

Men heldigvis er desillusionen ikke handlingslammende. Tværtimod. Når Afrika Kontakts aktivister om et par uger ifører sig kedeldragter og bruger deres kroppe til fysisk at blokere en aktiv brunkulmine, sker det skulder ved skulder med tusinder af mennesker fra hele verden: Indignerede borgere, aktivister, græsrødder og sociale bevægelser, der hver dag arbejder for at få en retfærdig omstilling. 

Vi deltager i blokaden for at sende et nødvendigt signal til beslutningstagerne om at tage deres ansvar seriøst, at få virksomhederne ud af forhandlingsrummet. For det er ikke nok at prøve at tilpasse klimakrisen til den neoliberale verdensorden ved at indføre kvotesystemer og off-setting-mekanismer, der lader virksomheder købe aflad og derved udskyde den nødvendige omstilling.

Klimakrisen er en systemkrise, og vi kan ikke tilpasse os ud af den og samtidig give de store syndere carte blanche til at fortsætte deres profitmaksimerende virke. Der er brug for et opgør med magteliten, med storindustrien og med det vækstparadigme, der har ledt os dertil hvor vi er i dag. Hertil – og ikke længere!