Det år, der nu går på hæld, startede med, at Danmark fik ny strategi for udviklingssamarbejdet. ”Verden 2030” blev vedtaget gennem et bredt forlig i Folketinget, og mange danske civilsamfundsorganisationer klappede i hænderne, måske fordi den indeholdt færre nedskæringer end først frygtet.

Danmark er dog stadig den suverænt største modtager af vores egen udviklingsbistand. Det er vi, fordi det er blevet besluttet, at en stor del af bistanden skal gå til modtagelse af flygtninge, der kommer til Danmark. Og det er på trods af, at Danmark har modtaget langt færre flygtninge end først forventet.

Selvom god modtagelse af de flygtninge, der kommer til landet, er en positiv sag, er det svært at forstå, hvorfor Danmark fortsat bruger udviklingsmidler til at dække egne nationale udgifter, når de midler i sin grundtanke skal gå til at sikre langsigtet udvikling for verdens fattigste lande. Med den prioritering vil Danmark i det kommende år stadig være det land, som nyder bedst af dansk udviklingsbistand, hvilket jo ligger langt fra grundtanken.

Mens verdens samlede udviklingsbistand slog rekord i 2016 med 142,6 milliarder dollars, gik Danmark den stik modsatte vej. Dansk udviklingsbistand endte i 2016 på 0,75 procent af bruttonationalindkomsten. Det er det laveste niveau siden 1983! I lyset af at en betragtelig del desuden går til os selv, vidner det om, at udviklingsområdet er på vej i en negativ retning.

Udviklingsministeren har udtalt, at Danmark er i topklassen, når det kommer til udviklingssamarbejder. Dog mener vi i Afrika Kontakt, at den del af bistanden, som fortsat forlader Danmark, i stigende grad blot handler om at promovere private, danske partnerskaber og generelt giver den private sektor for stor en rolle i udviklingsarbejdet.

Fra regeringens side er visionen om udviklingsbistanden, at den er såkaldt risikokapital for den private sektor og deres samarbejder med fattigere lande. Samtidig så vi i år, at IFU, som er den fond, der administrerer mange af vores skattebetalte bistandskroner, gemmer mange af disse penge i skattely. Hvis det er risikovilligt at have penge i skattely, hvis struktur og finansielle fiksfakserier er stor grund til, at fattige lande drænes og hindrer udviklingen, så har regeringen da ret i deres definition. Ligeledes går mange af disse skattelykroner til investeringer i det globale nords største transnationale selskaber, som lider under et velfortjent blakket ry. Er det der, vores bistandskroner skal gøre godt?

Derfor er Afrika Kontakts største juleønske, at regeringens nytårsforsæt bliver at fokusere mindre på at fremme den private sektors interesser, at stoppe med at lave fattigdom om til et spørgsmål om god forretning og i stedet sende bistanden derhen, hvor der virkelig er brug for den. Kun på den måde kan bistanden være med til at skabe bæredygtig, demokratisk udvikling i samarbejde med den befolkning, som kæmper for den på tværs af det globale syd.