23 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Anmeldelse af boligministerens "Opdatering af parallelsamfunds-lovgivning"

Blogs

Solveig Munk
Socialrådgiver og aktivist i Almen Modstand i Aarhus.
Socialrådgiver og aktivist i Almen Modstand i Aarhus. Har været ansat af beboerne i Vejlby Vest i en afdeling i den almene boligorganisation Alboa i mere end 25 år.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Lørdag, 20. marts, 2021, 09:03:30

Anmeldelse af boligministerens "Opdatering af parallelsamfunds-lovgivning"

Boligminister Kaare Dybvad vil udvide den ghettolovgivning, som mere end 50.000 danske statsborgere har skrevet under på skal afskaffes. Det er at pisse på de mange borgere, der har skrevet under på forslaget.

Parallelsamfundslovgivningen = ghettolovgivningen er de love, som blev vedtaget af den tidligere VLAK-regering sammen med S, DF og SF: Oprettelse af ghettolister fra 2010 og ”bekæmpelse af parallelsamfund” fra 2018. Lovene retter sig alene mod almene boligområder.

Privatiseringen af almene og kommunale boliger fortsætter i ly af racismens vækst i lovgivningen.

Pisser på borgerforslag

Boligminister Kaare Dybvads opdatering er en udvidelse af den lovgivning, som mere end 50.000 danske statsborgere har skrevet under på et borgerforslag om, at de ønsker, at Folketinget afskaffer. Borgerforslaget behandles af Folketinget om tre uger.

Borgerforslaget og dets stillere pisser regeringen nu på i sit udspil ved at gå den modsatte vej og foreslå flere "ghettolove", flere "ghettolister" og mere kapitalisering af boliger...

I udspillet foreslår ministeren ganske vist, som det eneste positive, ordet ”ghetto” slettet af lovgivningen. Han har indset, at ordet er stigmatiserende. "Ghetto" erstatter han bare af et andet stigmatiserende og racistisk ord: ”Parallelsamfund”. Så er vi jo lige vidt. FN har overfor den danske stat påtalt det stigmatiserende og racistiske i begge ord, men særligt kritiseret indholdet i lovgivningen. Og det indhold strammes yderligere i udspillet.

Også FN pisser regeringen på.

Gaver til borgmester og rådmand

Til gengæld pisser regeringen ikke på borgmesteren og rådmanden i Aarhus. De får gaver.

De to smadremænd får de fleste af de redskaber til etnisk, social udrensning og til fremme af ejerboliger i almene boligområder, de bad om, i et "indspil" til Folketingets Boligpolitiske Udvalg i maj 2020.

De to mænd får dog ikke lov til at smadre løs i alle de almene boligområder, de har ønsket sig. Grænsen på områder med 1000 beboere og derover fastholdes.

Men de får en liste mere til at kategorisere boligområder på. De har ønsket sig sådan en til "forebyggelse" i de almene boligområder, der ikke er på nogen af de nuværende ghettolister eller har arbejdet sig af dem, hvad mange har.

Her er halvt så mange boligområder kategoriseret på en af ghettolisterne som for tre år siden. Det synes ministeren, vi må gøre noget ved. Så han lancerer en liste mere. Den kaldes "Forebyggelsesliste". Kriterierne er tilpasset, så eksempelvis Skovgårdsparken og Vejlby Vest i Aarhus kan komme på.

Opdatering af statsracismen

For at blive opført på ”Forebyggelseslisten” skal der bo 30 procent eller flere mennesker med såkaldt ikke-vestlig baggrund i området. Etnicitet som problemmarkør markeres skarpere i dette udspil, end jeg har set det før. Det er brud på love, konventioner og en foruroligende udvikling i statsracismen.

Redskaberne til forebyggelse, som boligorganisation og kommune får at gøre skade med, er de samme som ghettolisternes. Nedrivninger med videre bliver dog et ”tilbud”, ikke et krav. Det vil til gengæld være et krav at bruge særlige udlejningsregler med udelukkelse af borgere efter indkomst, uddannelse og statsborgerskab, også ved fremleje og bytning af boliger.

58 boligområder vil blive kategoriseret som ”Forebyggelsesområde”, så der i alt vil være 88 almene boligområder opført på en eller anden stigmatiserende liste.

"Forebyggelsen" er for børnenes og integrationens skyld, siger ministeren. Det er ikke godt for børn at vokse op i parallelsamfund. De ikke-vestlige skal blandes med os andre, for at "de" kan integrere sig.

Opdatering af kapitalisering af boligen

Der skal være kommunal anvisningsret til private udlejningsboliger, siger ministeren. Dog ikke social anvisning, men af ”andre grunde”. Det vil betyde eksportering af borgere til andre kommuner, da huslejerne i privat udlejning i byerne er ubetalelige for de fleste fattige borgere.

Det indgreb i den private ejendomsret vil Venstre ikke være med til. At udleje private boliger er en forretning. Mon det kan tænkes, at S vil overtale dem med skattekroner eller landsbyggefondmidler?

Privatiseringen af almene og kommunale boliger fortsætter i ly af racismens vækst i lovgivningen og i befolkningen.

Fik jeg sagt, at byrådet netop har solgt Aarhus Kommunes historiske husvildeboliger på Poul Martin Møllers Vej til en af byens store boligspekulanter?

God påske!